Sangeren og vinderen af ‘Stjerne for en aften’ James Sampson er flyttet fra sin kone.

Det skriver Se & Hør.

Den 47-årige sanger fandt sammen med sin kone Evy Sampson to år før, han blev landskendt i talentprogrammet ‘Stjerne for en aften’ og hele Danmark begyndte at skråle med på hans sang ‘Dream On’.

Men James Sampson, der flyttede fra USA til Danmark for at være sammen med sin hustru, bor ikke sammen med hende længere.

»Forhold udvikler sig på forskellige måder, og vi har så valgt ikke længere at bo sammen,« fortæller James Sampson til mediet.

Parret, der har boet sammen i Danmark siden 1999, har to børn, datteren Zoya på otte år og sønnen Zion på 13 år.

På trods af opbruddet befinder parret sig ifølge Se & Hør dog stadig i samme postnummer i byen Dragør, hvor de angiveligt kun skulle bo et kvarters gang fra hinanden.

Siden James Sampson blev kendt i ‘Stjerne for en aften’, har han blandt andet deltaget i ‘Vild med dans’ og ‘Melodi Grand Prix’. I øjeblikket er han aktuel i musicalen ‘The Book of Mormon’, som kører på Det Ny Teater.