Det har trukket godt med overskrifter, at Anders Kirk Johansens bil forleden røg gennem isen. Nok overskrifter. Derfor vil han nu lægge låg på sagen.

I sit seneste Instagram-opslag beklager han i hvert fald forløbet og understreger, at uheldet mest af alt var tænkt som en lille historie til hans følgere.

»Jeg havde aldrig troet, at mit uheld på søen i forgårs skulle starte en politisk debat eller få så meget forargelse fra folk, der normalt ikke følger mit hyggelige liv!«

»Jeg ønsker at fremstå som en ordentlig, rar mand og har aldrig haft i sinde at ville gøre nogen noget ondt eller forarge,« skriver han.

Da Anders Kirk Johansen tirsdag aften udtalte sig til B.T. om sit uheld med sin Suzuki Jimny, havde han nok ikke forventet, at det ville blive en politisk sag eller vække forargelse.

Her fortalte han med et glimt i øjet, at det, der var tænkt som et lille forsøg på et stunt, var endt helt galt.

Selvom Lego-arvingen havde undersøgt, hvor tyk isen på hans anlagte sø ved hjemmet i Vejle var, og dér vurderet, at den burde kunne bære en bil, endte det galt

Pludseligt forsvandt bilens bagende. Ned i det iskolde vand. Snart fulgte forenden.

Og forløbet, ja, det kunne folk følge på Instagram, hvor Anders Kirk Johansen flittigt delte videoer fra fadæsen.

Herefter gik en større redningsaktion i gang. Både helikopter og traktor blev onsdag taget i brug for at få bilen op.

Også dette dokumenterede Anders Kirk Johansen på Instagram.

I kølvandet på reaktioner fra kritiske røster på Christiansborg har han dog valgt at slette alle videoer og billeder.

Rub og stub skal væk, skriver han i sit opslag:

»Historien var tiltænkt mine tro følgere – der sikkert allerede godt ved, at jeg kan få nogle tossede ideer fra tid til anden.«

»Jeg ønsker ikke at være politiker eller meningsdannende og er meget ked af de mange halvtarvelige kommentarer om, hvad folk mener, jeg tænker og gør,« skriver han, men runder af med, at han alligevel håber, at folk har fået et godt grin ud af situationen.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Anders Kirk Johansen.