Striden mellem tv-vært Cecilie Hother og sygeplejerske Rie Jensen ser ud til snart at få en ende.

Om et par uger mødes de to nemlig i retten, oplyser sidstnævnte i et opslag på sin Facebook-profil.

'Om få uger skal Kjenneth og jeg endelig i retten efter tre års opslidende kamp mod dét, vi ser som et uretfærdigt og grådigt overgreb mod CeriX,' skriver hun med henvisning til den virksomhed, hvori Cecilie Hother i 2016 opkøbte en andel.

Der gik dog ikke længe, før samarbejdet mellem Rie Jensen og tv-værten gik i spåner, og Cecilie Hother besluttede at lægge sag an mod Rie Jensen.

'Omdrejningspunktet for sagen er den person, som jeg kortvarig lod være en del af min forretning i den spæde start tilbage i 2016, nemlig Cecilie Hother.'

'Det skulle vise sig at blive min største og dyreste fejltagelse nogensinde,' lyder det videre i Rie Jensens opslag.

Heri forklarer hun også, at hun ifølge eget udsagn aldrig har ønsket, at tvisten mellem de to skulle foregå offentligt, men at dette ændrede sig sidste forår.

Her stod Cecilie Hother frem og fortalte om uoverensstemmelserne:

»Jeg er blevet tvunget til at sælge mit livsværk mod min vilje, så jeg føler mig selvfølgelig snydt og bedraget,« sagde hun dengang.

I et kort oprids forløber sagen således: I 2016 åbnede Cecilie Hother og hendes partner, sygeplejersken Rie Jensen, den kosmetiske speciallægeklinik CeriX.

Året efter forlod Cecilie Hother virksomheden – ifølge eget udsagn ufrivilligt – og i den forbindelse krævede hun et vist beløb for sin andel.

Men dette beløb var langt over det, som Rie Jensen vurderede, tv-værtens andel var værd, forklarer sygeplejersken i sit opslag:

'To statsautoriserede revisorer har uafhængigt af hinanden vurderet, at Cecilie Hother tilbage i 2017 var berettiget til i omegnen af en million kroner for sine 30 procent af CeriX. Cecilie selv forlangte dog 10,7 millioner kroner for sin andel,' skriver hun og fortsætter:

'Det grådige og ublu krav svarer til over tre gange virksomhedens samlede værdi på daværende tidspunkt.'

Efterfølgende besluttede Cecilie Hother sig for at sagsøge Rie Jensen for brud på selskabsloven.

Hun mener, hun har fået for lidt i kompensation, da hun forlod virksomheden mod sin vilje.

Tv-værten, der i øvrigt er gravid med sit andet barn, har for nuværende ingen kommentarer.

Hendes kommunikationsrådgiver Anna Thygesen udtaler dog følgende:

»Den her sag skal føres i retten og ikke i medierne. Cecilie Hother har stor tillid til det danske retssystem og har derfor ingen kommentarer.«

Sagen er berammet til at foregå ved byretten 3., 4. og 5. marts.