Prinsesse Märtha Louise åbner op om den sorgproces, som hun og hendes tre døtre befinder sig i, efter at pigernes far, kunstner Ari Behn, døde.

Sammen med et billede af en krokus har prinsessen skrevet en tekst om sorgen og tiden efter den.

'Vi i vores lille familie er gået igennem - og gør det stadig - en hård tid efter Aris død. Den vanskeligste vi har været igennem. Helt fra jul, og selv før Covid-19 var et faktum, var vi i mørke bølgedale af sorg, og jeg måtte finde mit fodfæste alene i forælderrollen for tre skøre, smukke, sårbare, fine børn, som har brug for mig døgnet rundt,' lyder det i den norkse prinsesse Märtha Louises opslag.

Videre skriver hun om, at når hun tidligere er stødt på døden igennem sit liv, så har det været under andre onstændigheder.

Her ses Maud Angelica Behn, da hun flankeret af sin mor holdt tale ved sin fars bisættelse.
Her ses Maud Angelica Behn, da hun flankeret af sin mor holdt tale ved sin fars bisættelse. Foto: NTB SCANPIX
Vis mere

'Tidligere møder med døden har været af naturlige årsager. Og selvom døden nogle gange er kommet alt for tidligt, og selv om sorgprocessen har været ond, har den alligevel været fredfyldt. Afklaret. Det var den ikke nu, og det har gjort processen lang og sorgtung, og den vil selvfølgelig fortsætte sådan ind i fremtiden.'

Hun skriver dog, at der er håb på den anden side af den mørke tid. Også for folk generelt, som i disse tider er presset, da verden er ramt af en pandemi.

'For det slår mig gennem denne dybe sorgdal og med coronavirussens stærke tilstedeværelse på jorden oven i købet, at vi mennesker kan tåle rigtig meget,« lyder det videre i opslaget.

Sammen med ordene om sin egen, sine døtres, men også den svære situation verden står i, har hun lagt billedet af de blå krokus.

Hun nævner, hvordan de har overlevet frosten, og nu endnu en gang blomstrer.

Med dem spår hun forårets komme, som prinsessen lader være et symbol for, at lysere tider er på vej.

Ari Behn tog sig eget liv juledag sidste år. Han efterlader sig døtrene Maud Angelica, Emma Tallulah og Leah Isadora.

Ved hans bisættelse holdt den ældste datter, 16-årige Maud Angelica, en tale, som fik stor ros både i ind- og udland.