En mand i 40'erne og en kvinde i 30'erne er blevet sigtet for at have stjålet Gunhild Stordalens bil.

Gunhild Stordalen er ekskone til Spies-milliardæren Petter Stordalen, og bilen er da også registreret i hans navn.

Det skriver VG, som desuden oplyser, at bilen blev stjålet i midten af oktober. Her havde de to sigtede, som er et kærestepar, angiveligt brudt ind i Gunhild Stordalens lejlighed i Oslo.

»De tog bilnøglerne med og forsvandt i bilen,« siger politiadvokat Mona Brandmo til det norske medie.

Spies-ejeren Petter Stordalens bil blev stjålet ved hans ekskones, Gunhild Stordalens, hjem i Oslo.
Spies-ejeren Petter Stordalens bil blev stjålet ved hans ekskones, Gunhild Stordalens, hjem i Oslo.
Vis mere

Den sigtede mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, mens kvinden er blevet varetægtsfængslet i en enkelt uge. Begge har fået brev- og besøgsforbud.

Den stjålne bil, en Mercedes EQC, blev fundet 16. oktober i Torshov i Oslo. Her gik det nu sigtede par hen til bilen og kørte væk i den, hvorefter politiet fik dem stoppet og anholdt.

Efterfølgende blev der foretaget en ransagning af deres lejlighed, hvor der blev fundet diverse tyvegods i form af smykker og andre værdier.

Politiet har endnu ikke anslået, hvor stor en værdi de stjålne genstande har, men der skal være tale om et »betydeligt beløb«.

Parret nægter sig skyldige. Manden er i forvejen kendt af politiet for narkokriminalitet.