Niels 'Noller' Olsen skulle have optrådt med sin bror, Jørgen, i weekenden, men han udeblev, fordi han blev indlagt for fire-fem dage forinden.

Duoens manager, Steen Wittrock oplyser til B.T., at det var et maveonde, der førte til indlæggelsen.

Det var noget hjertemedicin, der skulle reguleres.

Den danske sanger, som er kendt for at være del af Brødrene Olsen, har dog fået grønt lys af lægerne igen.

Og Steen Wittrock fortæller også, at Noller har det dejligt igen, så der er ingen bekymringer om, at de ikke kan leve op til deres forpligtelser i den nærmeste fremtid. Jørgen Olsen valgte i øvrigt at gennemføre sin optræden uden bror Noller.

Han skal eksempelvis optræde med Cliff Richard 21. juni på Gram Slot og dagen efter på Valdemars Slot.

I 2016 gennemgik Noller en stor hjerteoperation, hvor han fik indopereret en pacemaker.

»Jeg har været plaget af arytmi (uregelmæssig hjerterytme) og har haft en kronisk alt for høj hvilepuls. 100 i stedet for de 60, den helst skal være. Det hæmmer ikke de aktiviteter, jeg er i gang med på en normal dag, men føles mest som en form for ubehag. Jeg har fået en såkaldt maze-hjerteoperation. Den foretages gennem lysken, og så får man ført noget op til det venstre hjertekammer, der skal sørge for at bringe min puls ned og fjerne arytmien,« sagde han til B.T. efter operationen.