- Han har brug for hjælp, siger ekspert i virksomhedsledelse, Caspar Rose om Det Kongeliges kokain-sniffende balletmester.

- På Copenhagen Business School (CBS) sidder professor Caspar Rose og ser måbende til, mens skandalen på Den Kongelige Ballet udvikler sig, dag for dag.

Senest har Jyllands-Posten afsløret et brev fra teater-konsulent Helle Hedegaard Hein, hvori balletmester Nikolaj Hübbe indrømmer sit kokain-misbrug overfor konsulenten, og et andet brev, hvori der tales om, at holde pressen ude af skandalen, fordi den vil skade både Hübbe og Det Kongelige Teater.

Det fremgår dog ikke i hvor lang tid Hübbe har været misbruger.

Heller ikke om han stadig er misbruger i dag, hvor Det Kongelige har givet ham en såkaldt erhvervs-coach.

- Det er helt klart, at Nikolaj Hübbe har brug for hjælp. Han burde straks sendes på afvænning, siger Caspar Rose, der er professor i selskabsledelse på CBS.

Rose mener dog også, at der bør være et stort råderum og højt til loftet, på en kreativ kunstnerisk arbejdsplads som Det Kongelige Teater:

- Hvis der skal skabes stor performance-kunst, som Hübbe skal på Det Kongelige, så skal der være plads til primadonnaer, og til at man kan ’flippe’ mere ud. Ellers skræmmer man talenterne væk. Også de udenlandske. Nikolaj Hübbe er på godt og ondt et typisk eksempel på primadonna-ledelse, vurderer professor Rose.

- Den slags var aldrig gået i DSB, hvor der er helt klare mål, som for eksempel tog til tiden. Men her er tale om en anden type målsætning. Han skal for eksempel, hvad der er god kunst og den slags. Og der er ikke udelukkende tale om en økonomisk bundlinje, men også om 'kunstnerisk succes'. Det er nogle meget anderledes parametre end i en almindelig virksomhed, mener Caspar Rose.

- Derfor kommunikerer den slags primadonna-chefer på en helt anden måde, og med deres store egoer er de ofte som store børn, der skal behandles med en kærlig, men fast hånd.

Og det er selvfølgelig et meget dårligt signal, at sende til de andre dansere, at chefen tager kokain, siger Caspar Rose til B.T.

Det har trods flere henvendelser ikke været muligt for BT at få en kommentar fra Nikolaj Hübbe.