Nok omgås han stjernerne, men fødderne bevarer han solidt placeret i den lyngbyske muld.
Og sådan bliver det ved med at være for Nikolaj Coster-Waldau, der ikke kunne drømme om at skifte sit danske hjem ud med et mere glamourøst et i Hollywood.
»Hvorfor skulle jeg flytte? Jeg forstår ikke logikken i, at hvis man har tjent en masse penge, skal man flytte væk til noget endnu mere glamourøst,« fortæller han ifølge Se & Hør i seneste udgave af Dossier. Den 50-årige stjerne fortsætter:
»Min familie og jeg er enormt glade for vores naboer. Det er vores hjem. Danmark er vores hjem. Jeg har overhovedet ingen interesse i at flytte.«

Heller ikke de skattemæssige fordele ved at flytte til USA, lokker skuespilleren det mindste.
Faktisk holder han meget af, hvordan det danske samfund er bygget op omkring et system, hvor alle spæder til.
Og hvor der er sammenhæng mellem, hvor meget man har, og hvor meget man bidrager:
»Der er ikke noget federe, end hvis nogle klarer sig godt og er succesfulde. Det er da kun skønt. Så må de selvfølgelig bare betale noget mere skat,« siger han til Dossier og fortsætter:
»Der skal være balance i det hele. Man skal føle, at der er en grundlæggende grad af retfærdighed til stede.«
Og med retfærdighedsfølelsen i behold bliver Nikolaj Coster-Waldau og familien, der også består af hustru Nukâka Coster Waldau og døtrene Filippa og Safina, altså i rækkehuset i Lyngby.


