På skærmen var de lige ved at løbe mod horisonten med hinanden i hænderne. 'Game of Thrones'-fans husker sikkert fint den periode, hvor det virkede til, at Brienne of Tarth og Jamie Lannister skulle ende sammen.

Nu hylder Nikolaj Coster-Waldau sin tidligere kollega med et opslag på Instagram, for Gwendoline Christie er nemlig blevet nomineret for sin rolle som den kvindelige ridder i den verdensomspændende successerie 'Game of Thrones.'

Coster-Waldau skriver sammen med et billede af ham og Christie en tekst om skuespillerindens evner.

»Et stort tillykke til Gwendoline med hendes nominering til 'Critics Choice Awards' for hendes glimrende portrættering af 'Brienne'. Du fortjener det. Også at vinde den,« lyder det fra den danske skuespiller.

På billedet står de begge to i T-shirts, som er designet af Gwendoline Christies mand. Blusen er til fordel for en forening, der hjælper børn i krig.

På et døgn har Nikolaj Coster-Waldaus opslag fået knap 400.000 likes og mere end 2.000 kommentarer.

I et andet opslag hylder han en gruppe af sine kollegaer fra 'Game of Thrones,' og der skriver han: 'Tak til SAG (Screen actors guild awards, red.) for bedste 'ensemble'-nomineringen.

Her joker Gwendoline Christie, som ikke er på billedet, i en kommentar.

'Hvem fortalte dig om det?', skriver hun til stor morskab for mange i kommentarfeltet.

Ved premieren på den sidste sæson af 'Game of Thrones' fortalte Nikolaj Coster-Waldau på den røde løber, at han havde lært mange af sine medskuespillere rigtig godt at kende, og at han ville komme til at savne dem allesammen lige meget. Tidligere har Nikolaj Coster-Waldau også forklaret, at seriens succes har budt på nogle udforinger igennem årene.

»Når man er væk på den måde, som jeg har været de seneste mange år, så er det svært at holde fast i sin vennekreds og fællesskabet, der følger med. Man kan ikke være en del af det på samme måde. Det er så den omkostning, der er ved det,« forklarer han.

Han er gift med Nukaaka Coster-Waldau, og de har sammen to døtre, Safina og Filipa, som skuespilleren også har skrevet søde opslag om på sin Instagram-profil.