For et par uger siden så det ud som om, at et nyt dansk ’celebrity-par’ var under opsejling, da LA-politikeren Nikita Klæstrup skrev på sin blog, at hun datede komikeren Lasse Rimmer. Men nu er de to stoppet med at se hinanden.

»Vi nåede altså aldrig at være kærester, men vi var på ’date’ et par gange«, fortæller den 20-årige blogger til BT, og bekræfter at hun ikke længere ser den 23 år ældre komiker.

Nikita Klæstrup, der har en fortid som ungdomspolitiker i det Konservative Folkeparti, og som i dag er medlem af Liberal Alliance i stedet, bekræftede for et par ugen siden på sin blog, at hun havde været på flere ’dates’ med Lasse Rimmer.

»Det har været hyggeligt, og derfor er det blevet til tre dates, hvor vi har været ude og spise. Han er godt selskab, og han er interessant at tale med,» bekræftede hun efterfølgende overfor BT.

Men det blev ikke til mere end et par dates, og den populære blogger har således været single, siden hendes forhold til den konservative folketingskandidat Rune Kristensen gik i vasken i sommers. De to nåede ellers at være kærester i godt og vel halvandet år.

Til de mange, der måtte glæde sig over at ’bloggerbaben’ stadigvæk er single, kan BT fortælle, at Nikita Klæstrup nu er at finde på dating-appen Tinder.