Sygdom tvang Niels Hausgaard væk fra scenen tidligere i år. Vi tog til Esbjerg, da han vendte tilbage, og talte med ham om børns blanke harddiske, om sygdom og død, om encylindrede fiskekuttere og om en flygtningedebat, der fik danskernes spejlbillede til at splintre – og Hausgaard til at skrive sin første salme.
Det hører til sjældenhederne, at Niels Hausgaard aflyser et show. Men i starten af februar i år tvang en ondsindet lungebetændelse ham til at aflyse ti optrædener på sin tætpakkede turné »ETIK og alt det der«.
Første gang, han gik på scenen efter sin sygdom, var på Tobakken i Esbjerg. Her er Hausgaard den eneste sammen med Rasmus Seebach, der har et »Udsolgt«-stempel på spillestedets for længst fortrykte plakat. Turnéen på godt 60 shows er ikke bare udsolgt her, men over hele landet.
Berlingske tog til Esbjerg for at se, om Hausgaard var tilbage i topform. Og for at høre, hvordan han ville omtale sin sygdom, når han vendte tilbage til scenen. Hvilket naturligvis foregik i vanlig underspillet stil, hvor Hausgaard gør sine egne oplevelser til noget, vi alle kan spejle os i.
Faktisk ville han ikke tale om det, startede han. Han var nemlig kommet for skade at fortælle en om sin sygdom med det resultat, at han så skulle høre halvanden time om, hvad den anden fejlede. »Så det kommer ikke til at ske,« tilføjede han. »Jeg kan bare sige, at mænd i min alder, der tror, de ikke fejler noget … I er bare ikke blevet undersøgt ordentligt.«
Vi er få minutter inde i showet, og publikum er færdige af grin.
»Så den lille detalje, at man skal dø, er man nødt til at have på det rene«
Næste aften skal Niels Hausgaard give endnu en koncert i Esbjerg, så han har indvilliget i at blive interviewet dagen efter i et fredeligt hjørne af lobbyen på et af byens hoteller. Han er en stor og høj mand. At dømme på håndtrykket er han helt kommet sig over lungebetændelsen. Og selv om han ikke var meget for at gå i detaljer aftenen før, kunne det jo være, han vil fortælle lidt mere – hvis man nu lover ikke at kvittere med sine egne sygehistorier …
Satte sygdommen nogle tanker i gang?
»Jamen, det var voldsomt. Det var rigtig voldsomt. Jeg var indlagt. Men jeg er 71 og har aldrig været på sygehuset før, så jeg skal ikke brokke mig.«
Du lå ikke og tænkte: »Hvad er meningen med det hele? Skal jeg fortsætte?« Den slags …
»Nej, det gjorde jeg ikke. De tanker har jeg sådan set tænkt igennem for mange år siden. Altså alvorlig sygdom – og det var det her faktisk – skræmmer mig ikke. Det tror jeg, at jeg er ovre. Som en øvelse gennem mange, mange år, har jeg tænkt min død til ende. Hver dag.«
Bare for at komme i godt humør ...
»Haha, ja, for at komme i godt humør. Og for at man ikke skal blive forskrækket den dag, det er nu. Og det, synes jeg, er en god idé at gøre.«
Hvordan gør man det?
»Man tvinger sig til det. Og det bliver nemmere og nemmere. Tænker situationen igennem … (kigger op og sukker) Jamen, det er jo frygtelig melodramatisk det her! For pokker da! (griner). Jeg kan næsten ikke holde ud at snakke om det …«
Jeg kan godt lide at starte lidt let ...
»Ja, det kan jeg da høre. Hold da kæft! Nå, men det der: »Er det slut? Kan jeg ikke spille mere?« Det er jeg ovre. For jeg har tænkt, at når den dag kommer, så er det fair nok. Jeg har haft så mange år, og jeg har været så privilegeret, så jeg har jo ikke noget til gode. Jeg ville være ked af det, men det ville ikke slå mig ud.«
Så øvelsen giver dig en form for afklaring?
»Jeg oplever mange mennesker, der begrænser deres livsglæde, fordi de er bange for at dø. Og det er man nødt til at gøre noget ved. Simpelthen af hensyn til, at man gerne vil leve. Så den lille detalje, at man skal dø, er man nødt til at have på det rene. Og det kan du lige så godt gøre én gang for alle. Man er nødt til lige at tænke den igennem hver dag. Nærmest som et lille ritual. Og så er man klar.«
Børnene i dag skal lære at klare sig selv - og lære at kede sig
Niels Hausgaard er kendt for at improvisere eller i hvert fald arbejde med et meget løst manuskript. Han øver nogle sange med sine tre musikere – guitaristen Christian Alvad samt Signe Svendsen og Sara Indrio, der spiller henholdsvis keyboard og percussion, men først og fremmest bidrager med skøn korsang efter Leonard Cohensk forbillede.
Men bortset fra det har Hausgaard ikke skrevet noget ned. Det giver ham muligheden for at være aktuel og flette nyt ind fra dag til dag i en showform, der med sit miks af satire, samfundskritik, standup og sang er Hausgaards helt egen.
Man kan dog godt regne med, at de fleste store emner, der har været oppe i debatten i årets løb, bliver taget op. I Esbjerg glider betragtninger om omvendte ordstillinger over i en lejlighedssang på »Jeg Er Havren« om Spyttemanden fra motorvejsbroen ved Rødby.
Regeringens idé med at flytte statsinstitutioner ud af København får et par ord med på vejen og går så over i anekdoter om kiksede kærester, Det Gamle Testamente og – til stor jubel – et nyt kapitel i den fortløbende fortælling om Haus- gaards (fiktive?) bror – han roder stadig med slægtsforskning, men vil nu også til at skrive en bog sammen med sin kone om små børns madvaner.
Det kan virke – og er – en blandet landhandel, men den har sin egen logik og er disponeret med sikker hånd fra en gammel protestsanger, der er fulgt med tiden og godt ved, at paroler og sorthvide budskaber hører fortiden til.
En fortid, hvor man blandt andet her i Esbjerg »havde svært ved at se, hvem der stod på scenen for alle de røde faner«. Det er med andre ord ikke kun politik, og det er ikke kun pjat, men begge ting i afstemte doser, så folk ikke er trætte og overmætte, når de virkelige budskaber skal igennem.
Læs også: Niels Hausgaard: Vi er ved at blive forbrugende, fodbold- spillende fordøjelses- kanaler
Et af dem handler om børn. Selv voksede Hausgaard op i et indremissionsk hjem i Hirtshals. Han var »adfærdsvanskelig«. Det taler han ikke om på scenen. Men han taler om små børn med blanke harddiske og om, at det er vores ansvar, hvad vi fylder på dem. Til klapsalver jorder han folkeskolereformens fokus på nationale tests. Og synger derefter en sang med linjerne »I larmen vokser kun larmen. I stilheden vokser dit sind.«
Hvad har du imod folkeskolens nationale tests?
»Jeg synes, de nationale tests er en hån mod mennesker. Jeg har selv været til, jeg ved ikke hvor mange psykotekniske prøver – det var bare et andet ord for intelligens-tests i gamle dage. Så sad jeg og løste de der opgaver. Jeg ved ikke, hvordan jeg klarede det, og jeg er også revnende ligeglad.«
»Men jeg har da aldrig nogensinde i mit liv følt mig dum. Og det, synes jeg, er vigtigt at sige til børn og ikke mindst deres forældre: At det er ligegyldigt. De tests siger måske noget om, hvor anvendelige børnene er lige nu i et eller andet fag, som erhvervslivet måske kan bruge.«
»Men det er ikke det, det handler om. Det er mennesker. Og det er mangel på respekt at sætte børn i sådan en situation og få dem til at tro på, at det har nogen betydning. Det må vi ikke gøre.«
Et eksempel på, hvordan virksomhedsledelse breder sig til resten af vores samfund ...
»Ja. Jeg går og venter på et ungdomsoprør – og det må snart komme – hvor de unge siger, at det her vil vi simpelthen ikke være med til mere. Hvad rager det os? Vi vil have et godt liv.«
Vil du ikke uddybe de linjer? »I larmen vokser kun larmen. I stilheden vokser dit sind.«
»Min egen barndom lignede ikke det, børn udsættes for i dag. I dag bliver børn ikke bare lukket ud og løber rundt hele dagen for sig selv, for det er alt for farligt. Men det er vigtigt at være overladt til sig selv.«
»Det udvikler dem og gør dem gode til at leve og gode til at lære at kende sig selv. Jeg synes nogle gange, at nutidsbørn bliver snydt, fordi de hele tiden bliver adspredt. Børn skal lære at kede sig ordentligt.«
»Men det må de ikke. Børn må sandelig ikke kede sig. »Så! Nu kan du sidde og kigge på en iPad. Så mærker du ikke noget ...« Jeg ser en stor fordel i, at børn oplever en evighed – måske tre timer – hvor der ikke sker noget. Den skal de lære selv at disponere.«
Hvordan kunne sådan en evighed se ud for dig som barn? Forsvandt du ind i nogle andre verdener?
»Nej, jeg forsvandt ud i nogle andre verdener. Nu voksede jeg jo op i Hirtshals. Jeg kunne godt lide at gå ned til havnen om morgenen for at høre de der encylindrede kuttermotorer, som havde hver sin rytme. Det gav mig meget. Dem kunne jeg godt gå og lytte til længe. Det kunne ikke bruges til en skid, men jeg kan stadigvæk høre det for mig i dag.«
»Jeg kan ikke forstå, at småbørnsfamilier ikke i stigende grad flytter ud af byerne, mens deres børn har brug for det. Så kan de altid flytte tilbage igen. Det synes jeg, de skylder deres børn. Flyt ud, hvor der er plads nok. Hvor det ikke er så farligt. Luk dem ud om morgenen og sig, de skal være hjemme klokken 13.«
»Vi røg mange smøger. Fordi det måtte vi ikke, og det var sådan set grund nok til at gøre det«
Da Niels Hausgaard som dreng blev erklæret adfærdsvanskelig, blev han sendt væk fra hjemmet i Hirtshals og kom på en såkaldt opdragelsesanstalt i Ry ved Silkeborg.
Hvad fik du med fra dig barndomshjem?
»Der kan siges meget dårligt om Indre Mission, og det har skabt rigtig mange adfærdsvanskelige børn, men der kan også siges det, at der var en stor tryghed i det. Og der var noget, der var rigtigt, og noget, der var forkert.«
»Det kunne man så tage med ud og revidere, når man voksede til og blev et menneske. Og det er ikke dårligt at have det som et gelænder, man går ud med. Så kan man forkaste det eller lade være eller lave det om. Det har jeg været glad for.«
Hvornår blev det for første gang udfordret? Det gelænder.
»Det gjorde det, da jeg blev sendt hjemmefra. Og opdagede, at der var en verden, der var helt anderledes. Hvor der aldrig var en Gud, der stod bagved og så strengt på en, og Jesus, der stod og græd i baggrunden.«
Hvornår gik det op for dig, at der var en anden måde at se verden på?
»Det gjorde det jo gradvis. Og det var dejligt. Det var som at komme ud og få frisk luft. Men jeg har aldrig afvist min baggrund. Jeg prøver at omfatte den med forståelse og med kærlighed – også fordi alt andet ville være åndssvagt.«
»Jeg har meget ondt af dem, der er nødt til at lægge deres baggrund for had. For jeg synes, det må blive svært at blive et stærkt menneske så. Og så findes der jo ingen forældre, der har som målsætning, at »Nu vil jeg være en dårlig forælder, nu vil jeg gøre det dårligt for mine børn.««
»Alle forældre gør det så godt, som de overhovedet kan. Med de redskaber, de har. Og noget lykkes ikke så godt, men intentionen var god nok. Sådan har jeg valgt at se på det, for ellers kan vi ikke komme videre. Der er ikke noget så tåbeligt som at bruge sit liv på at hade sine forældre. Det fører jo intet til. Jeg synes, man skal bruge sit liv på at prøve at forstå, hvorfor det var, som det var.«
Prøv at give et eksempel på den friske luft i Ry.
»Hmm. Vi røg mange smøger. Fordi det måtte vi ikke, og det var sådan set grund nok til at gøre det. Vi gjorde alt det, vi ikke måtte. Og det fik vi så også smæk for. Så fik vi en forstander, som var fuldstændig fantastisk. Han var i stand til at sætte sig ind i – og kunne måske endda huske – hvordan det var at have den alder.«
»Jeg tror, han har fået mange drenge til at forstå, at de slet ikke var så forfærdelige, som samfundet mente. Og få dem til at være glade for at være dem, de er. Det er jo også det, en skole skal handle om i dag, ikke? Børnene behøver ikke at komme ud og være 12-tals-børn. Men hvis de kommer ud af en skole og er glade for at være dem, de er, så har de dælme nået meget. Og jeg mener ikke, det er det, de nationale tests lægger op til.«
Hvornår begyndte du at blive glad for at have tid for dig selv?
»Det tror jeg egentlig altid, jeg har været glad for. Og jeg skal tage mig sammen for ikke at dyrke det for meget, især når man bliver gammel, så er det meget uheldigt at sidde alene og blive mere og mere sær, mens hårene de bare vokser ud af ørerne på en.«
Tilbage i Hirtshals blev Niels Hausgaard konfirmeret og kom så ud at arbejde et halvt år på landet, hvor han »gik bag efter heste« og var glad for det – og måske her lagde kimen til sin store interesse, hesteopdræt, som han i mange år har dyrket på sin gård i Vendsyssel den del af året, han ikke optræder.
Efter en knap så vellykket tid som elev hos en isenkræmmer, tog han på havet med sin far for at fiske, før han begyndte på maskinmesterskolen i Frederikshavn. Han nåede endda et smut forbi Kunstakademiet, før han startede som huspoet på Regional-radioen i Aalborg og begyndte at skrive tekster og sange.
I 1974 slog han igennem med »Først En Halv Time På Den Ene Side Så En Halv Time På Den Anden« sunget på vendelbomål – og resten er historie, som man siger. Men en historie, hans forældre ikke oplevede, og som han heller ikke talte med dem om.
Flygtningeproblematikken rejser etiske spørgsmål
På scenen i Esbjerg bliver der ikke sunget på vendelbomål længere, og de røde faner er for længst pakket væk i en by, der nu overvejende er blå. Men Hausgaard sender flere nik til fortiden.
Han synger »Joe Hill« til minde om den svenske immigrant Joel Emmanuel Hägglunds, der blev henrettet for 100 år siden og blev et af den amerikanske fagbevægelses stærkeste symboler. Og med ordene »Kan I huske, hvor røde vi var i Esbjerg?« fremfører han en dansk version af Mary Hopkins’ »Those Were The Days«.
Efter pausen bliver der taget hul på de alvorlige emner, som ville være naturstridige at forbigå en aften med Niels Hausgaard anno 2016. Et af dem er regeringen: »Som leder har de valgt sig en klump. Der taler lidt som Donald Trump« synger han.
Men når det kommer til flygtningeproblematikken er det først og fremmest afmagt, Hausgaard giver udtryk for. Han beskriver, hvordan han en dag pludselig sluttede med ikke endnu en vise, men en salme. »Åh Gud, hvad har vi dog gjort? Se til os i nåde« lyder det blandt andet.
Forestillingen hedder »Etik og alt det der«. Skelner du mellem etik og moral?
»Ja, det gør jeg. Etik er det, vi inderst inde godt ved, er rigtigt at gøre. Når vi ser billeder af børnefamilier nede ved grænsen og siger: »Det har vi ikke råd til, det går ud over vores velfærd«, så ved vi inderst inde godt, at det rigtige at gøre ville være at lukke dem ind. Moral er noget andet.«
»Det kan bunde i så mange ting og for eksempel være religiøst farvet. Etik er det rigtige at gøre – men som vi måske ikke altid gør, for det kan ikke rigtig betale sig. Jeg fik ideen til titlen, da jeg hørte en ellers fornuftig mand bruge udtrykket. Vi snakkede flygtninge, og på et tidspunkt sagde han: »Så kan det ikke nytte noget med etik og alt det der …« Hahaha. Jeg ved lige præcis, hvad han mente.«
Flygtningeproblematikken er vel der, hvor etikken bliver udfordret mest i denne tid?
»Ja, og den sætter os i relief også over for os selv. Retorikken, vi bruger, er katastrofal, for den gør os så meget ringere, end vi var før. Vi bruger vendinger, som man slet ikke kunne forestille sig før. Nu vil vi have lukket grænserne, så flygtningene ikke kan komme herind i vores land.«
»Så siger man: »Hvor skal de så gå hen?« Og svaret er: »Det ved jeg ikke. Og jeg er også ligeglad. I skal bare ikke herind.« Lige præcis dér synes jeg, vi bliver fattigere. Vi er et af verdens rigeste og mest privilegerede lande, og så tillader vi så tåbelig en debat. Det har jeg ikke ret meget forståelse for, det må jeg sige.«
Hvor kan du mærke dig selv der?
»Jeg kan mærke mig selv, når der står en eller anden meget begrænset kapacitet på TV og regner ud, hvad det koster, og hvor meget velfærd, det vil gå ud over i vores land. Så kan jeg mærke, at en del af mig går med på den og siger: »Det er også rigtig nok. Det kan være, at det går ud over mig, når jeg kommer på plejehjem …« Hvad jeg ikke håber, jeg nogensinde kommer. Det er jo frygteligt så letkøbte argumenter, vi er til fals for. Det kan jeg blive direkte skræmt over.«
Var du nede på knæ, da du skrev salmen?
»Jeg opdagede pludselig, at der, hvor det går helt galt for mig i hele debatten om flygtninge, er, at den ændrer mit billede på mig selv. Vi har jo et billede af os selv, danskerne, som renfærdige og gode og ordentlige. Pludselig krakelerer det billede fuldstændigt. Vi er jo ikke en skid bedre end de andre. Det skuffede mig. Og jeg kan ikke lide at se sådan ud inde i spejlet. Og det har noget at gøre med vores retorik især. Det, synes jeg, vi skal snakke om. Vil vi være de mennesker, vi ser i spejlet? For ellers må vi jo tage os lidt sammen.«
Hvordan bliver Gud blandet ind i det?
»For mig er Gud blandet ind i alting. Jeg har ikke den der personificerede Gud, og han er heller ikke smålig. Men jeg kan godt lide, at der er noget uden for os – hvad der formentlig ikke er – som vi kan smide ting over på. Jeg kan også godt lide tanken om, at Gud findes og også, at der kun findes én. Det mener muslimerne for eksempel også. Så det er den samme. Vi fokuserer bare på forskellige sider af ham. Men vi er enige om, at vi godt vil have den skabende kraft.«
Nu afviste du at have de store refleksioner i sygesengen, men hvad siger du til dig selv, er meningen med dit arbejde?
»Det er jo et arbejde. En måde at leve på og en måde at tjene penge. Men hvis jeg skulle have lidt store ambitioner med det, så er jeg sådan set glad, hvis jeg kan bidrage til en folkelig debat i et eller andet lille omfang. For den mangler. Virkelig. Vi mødes og snakker om absolut ingenting gennem en hel aften, og det er simpelthen skræmmende. Hvis man prøver at bringe et emne på banen, som måske er aktuelt og kontroversielt også, så er der altid en, der siger: »Nej, ved du hvad. Nu vil vi hygge os …« Og jeg siger: »Hvor-for! Har vi dog ikke hygget os nok nu?««
Måske er Niels Hausgaards største gave, at han på en scene er i stand til at forene de to ting. I løbet af de næsten tre timer, forestillingen i Esbjerg varer, har han bragt adskillige emner på banen. Og publikum har uden tvivl hygget sig.
