Tal lige om vilde casting-nyheder.
Sådan skriver CNN til nyheden om, hvem der har hevet rollen som tigerkongen Joe Exotic - med det borgerlige navn Joe Schreibvogel - hjem.
Det er nemlig ingen andre end Hollywood-stjernen Nicolas Cage, der skal spille den opsigtsvækkende og excentriske dyrekonge, som er blevet kendt verden over som følge af Netflix-dokumentaren 'Tiger King'.
Rollen skal han spille i en otte afsnit lang tv-serie, der vil blive baseret på en artikel i Texas Monthly med overskriften: 'Joe Exotic: A Dark Journey Into the World of a Man Gone Wild'.

Ifølge Variety havde en lang række Hollywood-kendisser lagt billet ind på rollen, men det blev altså Nicolas Cage, som endte med at trække det længste strå.
Det bliver Dan Lagana, som var manuskriptforfatter på tv-serien 'American Vandal', der skal skrive manuskriptet på den nye løvekonge-serie.
Det bliver første gang nogensinde, at den tidligere Oscar-vinder Nicolas Cage spiller med i en tv-serie. Oscaren vandt han i 1996 for sin hovedrolle i filmen 'Leaving Las Vegas'.
Joe Exotic sidder på nuværende tidspunkt fængslet for at have bestilt et lejemord på sin nemesis Carole Baskin, der også medvirker i Netflix-dokumentaren. Lejemordet blev aldrig udført. Exotics fængselsdom lyder på 22 år.