I september sidste år begyndte rygterne at svirre.

To måneder efter bekræftede Nicklas Bendtner så: Den 34-årige tidligere fodboldspiller havde fundet kærligheden i den 11 år yngre svenske model og jurastuderende Clara Linnea Wahlqvist.

Nu, efter mere end et år som kærester, er parret flyttet sammen – og de har tilmed fået en hund af racen dobermann sammen, fortæller Nicklas Bendtner til Se&Hør.

»Hun er basically flyttet ind hos mig. Hun har stadig sin lejlighed, men den lejer hun ud,« siger det værtsaktuelle fodboldikon til ugebladet.

Nicklas Bendtner og Clara Linnea Wahlqvist i den seneste sæson af 'Bendtner & Philine' på discovery+, som havde sæsonafslutning på anden sæson tilbage i maj 2022.
Nicklas Bendtner og Clara Linnea Wahlqvist i den seneste sæson af 'Bendtner & Philine' på discovery+, som havde sæsonafslutning på anden sæson tilbage i maj 2022. Discovery Networks Danmark

Så nu bor bor kæresteparret altså i Bendtners hus i Hørsholm med deres fælles kæledyr, som de i november på Instagram afslørede, de sammen var blevet 'hundreforældre' til.

Forinden havde den pensionerede fodboldspiller forklaret, at hans kæreste studerede jura i London, og at de først ville gå all in på forholdet, når hun var tilbage igen.

Tilbage i april satte Nicklas Bendtner ellers sine 427 kvadratmeters landidyl til salg til en pris på svimlende 35 millioner.

Det var sågar mere end 22 millioner mere, end hvad han selv havde givet for pragtvillaen i Hørsholm for to år siden.

Hjemmet fik da også fik en ordentlig overhaling af ham og ekskæresten Philine Roepstorff, hvilket man ikke mindst så i deres fælles realityprogram 'Bendtner & Philine' – samme program, som Nicklas Bendtner også introducerede sin nye kæreste Clara Linnea Wahlqvist i.

Blandt andet er der blevet anlagt både sportsplads og fitnesscenter på landstedet i Hørsholm.

Ifølge salgsopstillingen er hjemmet i Hørsholm dog stadig til salg – stadig med en pris på 35 millioner kroner.

Den i dag 34-årige Nicklas Bendtner sluttede sin karriere i FC København i december 2019. Her blev hans kontrakt ikke forlænget, og efterfølgende satte coronapandemien en stopper for et nyt eventyr i udlandet.

Han nåede i sin karriere blandt andet at repræsentere Arsenal, Juventus og Rosenborg, inden karrierens sidste punktum blev sat hjemme i Danmark.

Derudover var han også en stor profil på det danske landshold, som han spillede 81 kampe for – her blev det til 30 mål for angriberen, der spillede sin sidste kamp i den røde og hvide trøje i marts 2018.

Han har efterfølgende taget sin UEFA A-licens hos DBU, da han blandt andet drømte om at blive fodboldtræner, har han tidligere fortalt.

Senest er det dog skuespillerdrømmen, som Nicklas Bendtner har sat sig for at jagte.

Det fortalte han i forbindelse med, at han sprang ud som tv-vært i sit eget nye Amazon Prime-program 'Nicklas pranker'.