Søndag døde skuespilleren Nick Cordero efter længere tids sygdom med coronavirus. Og nu deler konen Amanda Kloots en rørende video på Instagram af parrets søn Elvis på et år.

I den søde video kan man se Elvis sidde i en seng og se videoer af sin far på en telefon, og ifølge Amanda Kloots forsøger Elvis at kysse sin far på telefonen:

»Jeg har den sødeste historie at fortælle jer. Selvfølgelig fik jeg det ikke filmet, for jeg regnede ikke med, at det ville ske. Men jeg viste Elvis videoer af Nick og Elvis, og jeg lyver ikke, men han lænede sig over til telefonen og gav sin far et kys,« fortæller Amanda Kloots og fortsætter:

»Mit hjerte smeltede. På en måde blev jeg glad af det, for det fik mig til at føle, at han genkender Nick. Som om at han ved, hvem hans far er, og at han genkender ham, selv om han ikke har set ham i tre måneder.«

Elvis der her ser sin far på telefonen.
Elvis der her ser sin far på telefonen. Foto: Amanda Kloots / Instagram
Vis mere

Nick Cordero døde søndag morgen lokal tid på et hospital i Los Angeles. Her havde han været indlagt i 90 dage på grund af komplikationer fra coronavirus.

Han blev indlagt 31. marts og har undervejs været i koma, og i midten af april fik han amputeret sit ene ben.

'Jeg kan ikke tro det, og det gør ondt overalt. Mit hjerte er knust, og jeg kan ikke forestille mig vores liv uden ham,' lød det fra hustruen Amanda Kloots efter hans død.

Som skuespiller nåede Nick Cordero at skabe sig en bemærkelsesværdig teaterkarriere. I 2014 vandt han eksempelvis en World Award og en Outer Critics Circle Award for sin rolle i 'Bullets over Broadway'. Han blev i den forbindelse også nomineret til en Tony Award og en Drama Dest Award.