Rapperen Niarn stopper med øjeblikkelig virkning fra jobbet som medmorgenvært på ANR's radioprogram 'Anne & De Herreløse Hunde'.

Det bekræfter Lars Jespersen, som er chef for Nordjyske Medier og ANR Radio, til bt.dk.

- Vi har aftalt med Niarn, at han stopper. Det skete på et møde sidste torsdag. Han har ikke været på arbejde siden det møde, vi holdt. Og det kommer han heller ikke, siger chefredaktør Lars Jespersen til bt.dk.

Han bekræfter, at det er radiostationen, der har opsagt samarbejdet, ikke rapperen, som man allerede har fundet en midlertidig afløser for.

- Indtil videre har vi flyttet en medvært fra eftermiddagsfladen til at erstatte ham, lyder det fra Lars Jespersen.

Hvorfor Niarn er blevet opsagt som Anne Kejsers medvært på radioprogrammet, ønsker chefredaktøren ikke at uddybe.

- Vi fortæller ikke årsagen. Det er ikke fordi, der behøver at ligge noget suspekt bag, men det gør vi bare ikke, siger han.

Hovedpersonen Niarn vil heller ikke komme ind på sin pludselige opsigelse.

- Han har ingen kommentarer til det, siger hans manager, Jon Nørgaard, kendt fra Popstars, til bt.dk

Radiostationen oplyser, at den 33-årige rapper fra Aalborg ikke var på fast kontrakt med ANR Radio, men ansat som fast freelancer.

- Med den form for aftale er der ingen udløbsdato. Så på mødet aftalte vi, at vi ikke bruger ham mere, siger Lars Jespersen.

Niarn har været med på radioprogram 'Anne & De Herreløse Hunde' i et par år, hvor han medvirkede to til tre dage om ugen.

--

Opdateret: Denne artikel er redigeret i forhold til den oprindelige version. Det skyldes, at kilden, RadioAssistant, vi citerede, har valgt at ændre deres udgave af historien og bringe et dementi.