»Han så mig sidde på armlænet af sin stol, og han skabte sig over, at jeg sad på hans plads.«

Sådan husker skuespiller Seth Green sit møde med Bill Murray. Den dengang kun niårige Seth Green var gæst hos 'Saturday Night Live'-holdet, og Bill Murray, som skulle være vært, var bestemt ikke interesseret i at dele pladsen.

Og tingene eskalerede hurtigt, fortæller Seth Green i det populære YouTube-show 'Good Mythical Morning'.

»Han (Bill Murray, red.) sagde, at det var hans plads, og min mor sagde: 'Nu, hvor det er Bill Murray, så skulle du måske give ham pladsen',« forklarer han.

Bill Murray er kendt for nogle gang at have et brysk væsen.
Bill Murray er kendt for nogle gang at have et brysk væsen. Foto: SCOTT OLSON
Vis mere

Seth Green husker, at han aldrig er blevet så indigneret før, og han spurgte Bill Murray, om han virkelig var så stor en nar og så uhøflig, at han ville kommandere en niårig væk fra sin plads.

Hertil var Bill Murrays svar at samle den lille dreng op og dingle ham over mod skraldespanden, mens han, ifølge Seth Green, sagde ordene: 'Skraldet ryger i skraldespanden'.

»Jeg skreg, og jeg svingede med armene, så jeg ramte ham i testiklerne. Han smed mig i skraldespanden, som væltede over. Jeg var forfærdet. Jeg løb væk og gemte mig under bordet i min garderobe, og jeg græd.«

Seth Green havde ikke længere lyst til at være med i programmet, men blandt andre Eddie Murphy, som var en del af 'Saturday Night Live'-holdet, fik ham overtalt til alligevel at gå på scenen.

Seth Green fortæller, at han ikke har set Bill Murray siden hændelsen, men at han har mødt Eddie Murphy siden, der stadig husker Seth Green som drengen, der kravlede rundt på møblerne.

Og selvom Bill Murray smed ham i en skraldespand, har Seth Green også gode ting at sige om den 72-årige skuespiller.

»Det er vigtigt at sige, at jeg elsker Bill Murrays arbejde, og jeg ser ham som et af de vigtigste kulturelle ikoner, vi har. Men dengang jeg var ni, var han meget grov.«

The New York Post har forsøgt at få en kommentar fra Bill Murray om hændelsen, men det er ikke lykkedes.