I marts mistede den kendte tv-vært Cecilie Hother og hendes mand Thomas Gregers deres ufødte søn Karl.

Nu er hun igen gravid.

'2020 bliver et år med nye begyndelser, og som noget af det største udvider vi vores familie! Der er en lille spunk i min mave og vi glæder til at vores familie bliver større. Vi er så taknemmelige og lykkelige over graviditeten,' skriver Cecilie Hother på sin Instagram-profil.

Vejrværten på TV 2 har helt bevidst gået stille med dørene i starten af den nye graviditet.

'Som i nok kan se på mavens størrelse, så har vi holdt graviditeten til vores absolut nærmeste i så lang tid som muligt, men nu er mavens størrelse svær at komme uden om,' skriver hun.

Cecilie Hother afslørede den glædelige nyhed søndag formiddag, men har allerede fået mange lykønskninger.

Selv er hun både lykkelig og en anelse ængstelig over igen at være gravid. Sidstnævnte skyldes naturligvis, at den afbrudte graviditet i marts stadig står soleklart i erindringen.

'Denne graviditet er ultimativ glæde. Men i lyset af, at vi mistede Karl i marts, er det heller ikke nogen hemmelighed at ængstelse og frygt også er en del af denne graviditet. Og der er mange voldsomme følelser involveret,' skriver Cecilie Hother.

Efter at have mistet sin ufødte søn Karl i marts var Cecilie Hother hudløst ærlig og meget åben omkring de følelser, der kom væltende ned over hende.

'Da vi mistede vores søn, røg jeg ned i en dyb sorg. Sorgen var så voldsom og intens, at den rev mig omkuld. I lang lang lang tid forstod jeg ikke min sorg og kunne ikke sætte ord på,' skrev hun blandt andet på Instagram.

41-årige Hother har datteren Ellinor sammen med kæresten Thomas Gregers.

Hun har termin i starten af april næste år.