Hun var en løve. En, der kunne bide fra sig. Men også en, der rejste sig igen, når hun blev sendt til tælling. Men denne gang kunne hun ikke.

Iværksætter og designer Ilse Jacobsen er død efter et længere forløb med aggressiv lymfekræft.

Kun 62 år gammel blev Ilse Jacobsen, som hele Danmark kom på fornavn og gummistøvle med, da hun i 2015 – med læsebrillerne solidt plantet i panden – blev en del af panelet i DRs nystartede program 'Løvens hule'.

På det tidspunkt var hun allerede mangemillionær. Havde kæmpet sig op og frem, langt væk fra dét fundament, hendes liv startede på.

Ilse Jacobsen åbnede sin første butik i 1992 og byggede siden sit imperium stort.
Ilse Jacobsen åbnede sin første butik i 1992 og byggede siden sit imperium stort. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Og dog.

Hun blev født og voksede op på en helt almindelig villavej i den nordsjællandske by Hornbæk i et arbejderklassehjem, hvor der ikke blev ruttet med pengene. Medmindre man tjente dem selv.

Og det gjorde Ilse Jacobsen.

Seks år gammel havde hun sin egen avisrute i byen og vidste ikke noget bedre end at tælle sine penge.

Til sin brors store misundelse, som hun smilende fortalte til Alt for damerne om tvillingebroren, som mange år senere blev ansat i hendes store virksomhed.

Faktisk havde hun som barn så meget tæft for købmandskab, at hendes far byggede en bod til hende på villavejen, hvor hun kunne sælge grøntsager.

Selv fik hun fem år senere som 11-årig arbejde på byens badehotel og blev tilmed som 15-årig kæreste – og siden gift – med ejernes søn. Selvom ægteskabet ikke holdt, var det de år, der kom til at forme hende mest.

»Det blev grundstenen til alt, hvad jeg laver i dag,« sagde hun i 2019 i ovennævnte interview om det succesfulde fundament, det var lykkedes hende at støbe for sig selv med base i fødebyen.

Et fundament, som omfattede salg i 26 lande, tre blomsterbutikker, en spa, en restaurant og skønhedsprodukter.

De næsten legendariske gummistøvler, der gjorde Ilse Jacobsen berømt.
De næsten legendariske gummistøvler, der gjorde Ilse Jacobsen berømt. Foto: Uffe Weng
Vis mere

Eller som hun ikke uden stolthed sagde i B.T.s store interview i foråret 2022:

»Folk heroppe kalder mig fru Skjern.«

Fra i årevis at have gået fra succes til succes kom Ilse Jacobsen dog i stærk modvind i 2018, hvor Berlingske Tidende i en artikelserie afslørede bagsiden af succeshistorien.

»I offentligheden er hun kendt for sine gummistøvler, sin bramfri natur og som mentor for unge iværksættere i bedste sendetid i DRs i 'Løvens hule'.«

»Mens branchen og politikere bukker for dronningen af Hornbæk, fortæller Ilse Jacobsens medarbejdere og en lang række arbejdsretlige sager en anden historie,« lød indledningen på en lang og sønderlemmende kritik af arbejdsmiljøet.

En kritik og en shitstorm, der for en tid sendte Ilse Jacobsen til tælling. Men så rejste hun sig igen.

»Jeg er heldig, at jeg er stærk. Andre var knækket,« understregede hun over for Alt for damerne, ligesom hun sidste efterår tog til genmæle i et interview med TV 2.

Her tilskrev hun en del af kritikken sin ligefremhed. At hun bare ikke var sådan én, der pakkede tingene ind.

»Hvis der er en, der har spildt kaffe hele vejen ned ad mine hvide gulve og ikke gider bukke sig ned og tørre det op, så kan jeg godt være rap i kæften og sige: 'Gør du også det derhjemme?',« forklarede Ilse Jacobsen.

Samme ligefremhed tog hun med sig, da hun sidste år blev ramt af kræft. En aggressiv kræft.

Ilse Jacobsen tabte håret og 20 kilo, da hun måtte igennem et langt og hårdt kemoforløb. Men hun nægtede at bruge paryk.
Ilse Jacobsen tabte håret og 20 kilo, da hun måtte igennem et langt og hårdt kemoforløb. Men hun nægtede at bruge paryk. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Usentimentalt beskrev hun i april over for B.T., hvordan hun både havde mistet håret og tabt 20 kilo.

»Mine bryster er blevet halveret, og det samme er røven,« jokede hun og fortalte, hvordan hun før sygdommen havde glædet sig over, at hun havde lidt til sløje tider.

»Det må jeg sige, at jeg fik brug for. Havde jeg vejet det, jeg vejer nu, da jeg blev syg, så tror jeg ikke, at jeg havde klaret den.«

For det havde hun på det tidspunkt.

Kort forinden havde Ilse Jacobsen fået sin sidste kemobehandling og en melding fra lægerne om, at hun ville blive rask. Så forfængeligheden gav hun fanden i.

»På plussiden tæller, at jeg nu kan passe alle kollektionsprøverne. Minusset er, at det hele falder sammen, men det er jeg ligeglad med.«

»Det allervigtigste er, at jeg lever videre. Så pyt med, at jeg har fået bingovinger, og at brysterne hænger,« fortalte hun og havde lært at leve med, at hendes mand Jesper nu kaldte hende 'posedame'.

Som nævnt ovenfor holdt ægteskabet med badehotellets søn ikke længe. Men det gjorde til gengæld det næste.

Ilse Jacobsen mødte sin Jesper for 19 år siden ved et tilfælde. Hun var single og havde ladet sig lokke ud af sit trygge Hornbæk. Og så var han der.

Ikke alene fandt hun kærligheden. Hun fik også bonusdatteren Natasha, som dengang var blot fem år gammel.

»Jeg havde jo aldrig før fået lov at indrette et børneværelse, og så stod hun pludselig der i guldsandaler,« fortalte Ilse Jacobsen i Alt for damerne om første møde med datteren, som den barnløse iværksætter indrettede et værelse til i sit hus.

Et værelse, som datteren heldigvis elskede så højt, at hun blev der og sov.

Kort før hun fik konstateret kræft, købte Ilse Jacobsen denne villa i klitterne i Hornbæk.
Kort før hun fik konstateret kræft, købte Ilse Jacobsen denne villa i klitterne i Hornbæk. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men nu bliver der tomt i det store hus i klitterne i Hornbæk, som Ilse Jacobsen købte kort før, at sygdommen ramte hende.

For få måneder siden blev hendes i forvejen svækkede system endnu mere svækket af en langvarig højdosis kemo- og stamcellebehandling.

Og det blev angivelig mere, end selv en stærk løve og stædig rad kunne klare.