For to uger siden fortalte Hugo Helmig, at han var klar til sit comeback.

Til musikken, som altid havde været nem for ham. Til livet, som flere gange havde gjort det svært.

Fire dage senere sov han ind, mens hans far vågede over ham.

'På dit alt for korte livs sidste aften sad vi to sammen i sofaen i din lejlighed. Vi spiste og så 'Notting Hill', og vi snakkede, og vi snakkede. Du var så fuld af håb, drømme og planer for fremtiden,' skriver Thomas Helmig på Instagram.

'Jeg var hos dig hele natten, og mens du sov, gav dit lille hjerte op.'

Hugo Helmig blev kun 24 år.

Som barn af modellen Renée Toft Simonsen og Danmarks ukronede popkonge, Thomas Helmig, var der masser af pres på i 2017, da den dengang 18-årige 'kendissøn' debuterede på den danske musikscene med sangen 'Please Don't Lie'.

Til gengæld beviste han lynhurtigt, at han sagtens kunne selv.

Hugo Helmig under en optræden til ØreSound Festival på Tiøren i Amager Strandpark i august 2021.
Hugo Helmig under en optræden til ØreSound Festival på Tiøren i Amager Strandpark i august 2021. Foto: Per Lange
Vis mere

Singlen blev den mest afspillede sang på dansk radio samme år, og i 2019 fulgte han succesen op med albummet 'Juvenile'.

Men den første plade blev også stjerneskuddets sidste.

Få dage efter udgivelsen blev Hugo Helmig nemlig fundet på gaden af sin mor og tilbageholdt af politiet, stærkt påvirket af kokain, og han valgte efterfølgende at tage en tiltrængt pause fra musikbranchen.

»De fleste tager jo kokain, når de går i byen og fester, men jeg tog det altid alene herhjemme. Jeg røg ned i et sort hul. Jeg følte mig ensom, var ked af det og følte, jeg havde skuffet mig selv, fordi jeg havde skuffet andre ved at aflyse koncerter. Så jeg lukkede mig inde med kokainen,« fortalte han efterfølgende til Ekstra Bladet og tilføjede:

»Det har været en meget hård periode i mit liv. Jeg har kæmpet for at komme af med mit misbrug. Det var frygteligt at leve i. Jeg blev paranoid og fik angst og var ked af det. Det er noget, der kommer til at præge mig resten af mit liv.«

Pausen fik ikke angsten til at forsvinde. Og sidste år erkendte Hugo Helmig, at hans skrøbelige sind ikke var foreneligt med et liv på landets musikscener.

Han måtte stoppe karrieren helt, hvis han skulle finde ro til at »fikse det, der er gået i stykker« inde i ham, som han udtalte til Ritzau.

Roen fandt han blandt andet ved at indspille to ep'er, 'Lulu Vol. 1' og 'Lulu Vol. 2', som blandt andet beskrev den smerte, han havde været igennem.

Musikeren Hugo Helmig.
Musikeren Hugo Helmig. Foto: Jonas Olufson
Vis mere

Men 'alle ved, det går op og ned, sådan er det jo', som hans far engang sang, og som Hugo Helmig valgte at recitere i et opslag for to uger siden.

Og så sent som i sidste uge lovede han sine fans, at han ville vende tilbage på de store scener.

Det gjorde han med et billede fra sin første koncert på Plænen i Tivoli.

'Lover jer, det ikke bliver den sidste,' skrev han, inden han få dage senere overraskede sine følgere med et konkret bud på et comeback.

'Jeg har spillet musik, siden jeg kunne gå, skrevet, siden jeg kunne skrive, komponeret, siden jeg mødte en af mine bedste venner Emil Falk (sangskriver og producer, som han tidligere har arbejdet sammen med, red.), som har lært og hjulpet mig med at udtrykke, hvad der nu end måtte være inde i mit skrøbelige hjerte,' skrev han på Instagram, hvor han samtidig gav en forsmag på en single, som måske ville komme i radioen en dag.

'Man kan kun håbe,' tilføjede han.

Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen ved deres bryllup i 2000. Her med de sammenbragte børn, fra venstre: Jens Kristian, Ulrikke, Niclas (Renées gudsøn), Ida Marie – og på armen det fælles barn Hugo.
Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen ved deres bryllup i 2000. Her med de sammenbragte børn, fra venstre: Jens Kristian, Ulrikke, Niclas (Renées gudsøn), Ida Marie – og på armen det fælles barn Hugo. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

24-årige Hugo Helmig efterlader sig, foruden sine forældre Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen, tre ældre halvsøskende.

Hugo Helmig sov ind 23. november og blev begravet torsdag. Familien har ikke udtalt sig om dødsårsagen.