»Godmorgen. Jeg er tidligt ude her på Instagram i dag, fordi jeg har en bøn til alle jer skønne følgere.«
Sådan indledte skuespiller Neel Rønholt et opslag onsdag morgen. Opfordringen var enkel: Hun ville have, at hendes følgere skulle give folketingsmedlemmerne klar besked om, at Danmark skal tage imod flygtningebørn fra Grækenland.
Derfor havde hun også selv sendt en masse mail rundt til nogle af de politikere, som torsdag afgiver stemmer i folketingssalen, når det afgøres, om Danmark skal tage imod flygtninge fra en flygtningelejr på Lesbos.
Den omtalte lejr har erstattet Moria-lejren, der brændte ned i september, og der er ad flere omgange blevet berettet om de kummerlige kår, som flygtningene lever under. Det drejer sig blandt andet om manglende toiletforhold, begrænsede måltider, utætte telte, der oversvømmes, og børn, der ikke har nogen adgang til uddannelse.
Det er stærkt kritisabelt, mener Neel Rønholt, da B.T. fanger hende:
»Det er en sag, jeg ikke kan lade være med at blive påvirket af. Det er en menneskelig tragedie inden for EU's grænser, og jeg synes, at vi i Danmark bør tage imod nogle af de her mennesker, der lever under de kår,« siger hun.
Hun fortæller, at hun har sendt mail rundt til 20-30 politikere over hele det politiske spektrum, og hun håber, at andre vil følge hendes eksempel. Og så tror hun på, at det kan være med til at påvirke politikerne, hvis der er nok, som melder sig i koret:
»Jeg håber, at politikerne bliver bombarderet med en masse mail, så de ser, at der er en stor del af befolkningen, der ser det som et vigtigt emne. Man kan appellere til politikere ud fra menneskelige værdier, men mange politikere reagerer på vælgernes synspunkter, og det skal vi bruge. Hvis der er vælgere i det her, så bliver det taget seriøst.«
Hendes opslag har angiveligt haft den ønskede effekt. Hun fortæller, at hun har fået en masse beskeder fra følgere, der også har sparket mail af sted mod Christiansborg, og at der også er flere af politikerne, der har responderet.
Så er spørgsmålet bare, om der er stor nok opbakning til det i folketingssalen. For Neel Rønholt medgiver, at der er andre presserende sager, som der skal tages hånd om politisk:
»Det er klart, at der er nogen forbehold. Jeg har forståelse for, at Danmark er i en situation, hvor mange interne ting skal løses. Men det ene udelukker ikke det andet. Situationen i flygtningelejren er så alvorlig, at vi også godt kan prioritere det.«