Vejen til sejr i 'Vild med dans' er for Neel Rønholt p.t. brolagt med ture til fysioterapeut.

Den 35-årige skuespiller, der i sidste uge fik flest dommer-stemmer og dermed strøg direkte videre til denne uges program, fortæller efter sin torsdagstræning ude i 'Vild med dans'-studiet, at hun kæmper med smerter i ribbenene.

»Jeg har haft noget med nogle ryghvirvler, der låser sig fast, og noget med nogle ribben. Det føles, som om jeg har et stort blåt mærke.«

Neel Rønholt og hendes dansepartner, Michael Olesen, har i denne uge valgt at danse stilarten 'moderne dans', og her er det en kamp at komme igennem de mange indøvede løft.

Neel Rønholt og Michael Olesen.
Neel Rønholt og Michael Olesen. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Der er meget med løft og tryk, og i de her uger laver man jo den samme bevægelse igen og igen. Jeg har været til et par tjek (hos fysioterapeut, red.) et par gange i denne uge, så skal jeg af sted i dag og en gang mere i morgen, og så håber jeg, det er det,« smiler Neel Rønholt.

»Nogle gange glemmer jeg, hvor mange kræfter jeg har,« indskyder Michael Olesen.

Som skuespiller er Neel Rønholt vant til, at showet må fortsætte uanset hvad. Da B.T. får lov at overvære fem minutter af torsdagens træning i 'Vild med dans'-studiet, er det da heller ikke umiddelbart til at se, at der skulle være nogen problemer.

»Når man er i gang, så mærker man det jo ikke. Det er ligesom en teaterforestilling, hvor man også bare går ind og spiller, selvom man fx har feber. Men smerterne gør selvfølgelig, at der er nogle løft, vi ikke kan øve lige så mange gange, fordi det gør ondt,« forklarer hun.

Ugens danse-tema er derudover en ekstra udfordring for både Neel Rønholt og Michael Olesen, da det er nyt i 'Vild med dans'-regi, at man kan vælge 'moderne dans' frem for de klassiske standard- og latin-danse.

»Det har været lidt nervepirrende. I starten var jeg mega nervøs, men vi har leget os frem, og det har været pissesjovt,« fortæller Michael Olesen.

»Det er så fedt, at Michael efter så mange sæsoner i 'Vild med dans' siger ja til at kaste sig ud i noget helt nyt. Vi kunne have valgt en dans, han var mere hjemme i, men da jeg foreslog, om vi ikke skulle danse moderne, var han frisk,« tilføjer Neel Rønholt.

At de efter tre uger fortsat lever op til bookmakernes spådom om at være blandt de bedste dansere i årets 'Vild med dans'-felt og får ros fra alle sider, tager de udadtil med ro.

Neel Rønholt og Michael Olesen.
Neel Rønholt og Michael Olesen. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Michael Olesen afviser, at det påvirker dem, men de er selvfølgelig glade for opbakningen.

»Vi tager det som et rigtig dejligt klap på skuldrene. Der skal stadig arbejdes hårdt hver dag. Folk er så sindssygt dygtige i år, og lige pludselig kan det være slut. Alt kan ske i 'Vild med dans',« smiler han.

Og har de så baglandet klar til fredag efter fredag at sende støttende sms-stemmer?

»Jeg ved faktisk ikke, om min kæreste stemmer på os. Det håber jeg,« griner Michael Olesen.

»Min datter Ellen stemmer altid på mig. Og Jens (Neel Rønholts kæreste, red.). Og mine forældre,« tilføjer Neel Rønholt.

Se Neel Rønholt og Michael Olesen vurdere opbakningen fra hjemmefronten i videoen øverst.