Kongehuset tog aldrig Simon Spies til sig, og det ærgrede rejsekongen indtil sin død, at han aldrig blev belønnet med ridderkorset
En original som Simon Spies, der nød at kokettere med at skide på konventionerne og give danskerne kaffen galt i halsen, kunne om nogen være ligeglad med anerkendelse fra en konservativ institution som kongehuset, men det var den succesfulde rejsekonge ikke. Det fremgår af bogen 'Simon Spies - Solkongens liv og tid', som Politikens forlag sender på gaden torsdag i næste uge.
Spies formåede meget i sin tid, men han fik aldrig den kongelige blåstempling i form af ridderkorset, som personer af hans kaliber traditionen tro bliver belønnet med. I hans sidste år gik det op for hans nærmeste medarbejdere, at det faktisk ærgrede deres driftige arbejdsgiver. Og op til hans dødsdag i april 1984 blev der således diskret lobbyet for at få kongehusets repræsentanter overbevist om, at Spies fortjente ordenen. Men sådan gik det ikke.
Der findes ingen officiel forklaring på den manglende anerkendelse. Nærliggende er det at give hans udsvævende liv skylden, men ifølge kilder i bogen skal en egentlig forklaring findes, længe før Spies begyndte at eksperimentere med kvinder, stoffer og forretningsfiduser. Tilbage i 1942, da han bad om medlemskab af DNSAP.
Rejste til Østrig
Den dengang 21-årige Simon Spies manglede penge. Han havde netop kørt et af sine allerførste firmaer, en cykeldrosche-virksomhed i sænk med minus 5.000 kroner, der var en anseelig gæld under krigen, som eneste søn af en enlig mor.
Så da en ven viftede ham om næsen med et tilbud om arbejde i det naziststyrede Salzburg i Østrig, strøg Spies og en anden ven ud på Østerbro i København og meldte sig ind hos de danske nazister. Mere om motivet ved man ikke, kun at han i cirka et år omkring 1942 boede i Østrig, der under det tyske rige hed Ostmark, og derpå vendte han retur til Danmark.
Her var det i mellemtiden blevet voldsomt upopulært at have forbindelse til nazisterne. Spies og vennen forlod umiddelbart efter hjemkomsten partiet, men hans politiske historik red ham som en mare resten af livet. Flere gange måtte han i medierne forsvare sin ungdoms 'dumhed'.
Kunne ikke 'fordrage jøder'
På spørgsmålet: Er det rigtigt, at De har været nazist? svarede Spies dengang således:
- Jeg indrømmer, at jeg var noget imponeret over nazi-koryfæerne, og at jeg - da jeg rejste sydpå for at arbejde - meldte mig ind i partiet. Jeg have fået et tip om, at det var godt at være medlem, når man skulle arbejde dernede. Dertil kommer, at jeg som ung ikke kunne fordrage jøder. De første jøder, jeg stiftede bekendtskab med, var nogle fars sønner. Og jeg så på dem, som enhver velbegavet og ambitiøs dreng fra små kår ser på fars drenge. Men jeg må sige, at jeg har revideret opfattelse. Både med nazismen og jøderne. Siden har jeg truffet mange jøder. Nogle var nogle dumme svin, nogle flinke fyre, men de fleste ganske almindelige mennesker som alle andre, svarede Spies.
Når Simon Spies siden hen aldrig blev slået til ridder af Dannebrog, så hænger det ifølge bogens forfatter snarere sammen med, at det danske kongehus per definition ikke kan gøre en mand, der under Anden Verdenskrig var medlem af nazistpartiet, til Ridder af Dannebrog.
Ikke kun Simon Spies satte den kongelige blåstempling højt. Det eneste fotografi, som Spies' gamle mor havde stående af sin søn - som hun så ofte kviede sig ved at læse om i medierne - var et billede af ham - og prins Henrik.
