Natasja Crone vågner midt om natten. Tjekker mobiltelefonen for de seneste nyheder om krigen. Og forsøger så at sove videre.
TV 2-værten våger konstant, mens hendes kæreste, krigskorrespondenten Rasmus Tantholdt, er i Ukraine.
»Jeg er jo ikke lavet af sten. Det er jo ikke sådan, at jeg lægger mig til at sove, og så sover jeg otte timer i træk og tænker: 'Nå, videre',« siger Crone til B.T.
Hun er meget berørt af situationen. Selvom krig er forfærdeligt, uanset hvor det er, så er det klart, at hun mærker krigen i Ukraine mere personligt.
»Jeg tjekker netsiderne om natten bare lige for at se. Omvendt ved jeg også, at han har så meget erfaring. Jeg stoler på hans vurdering, at han har nogenlunde styr på sin egen sikkerhed. Det er selvfølgelig det, der ligger mig på sinde, men man er også nødt til at tænke på, at han er et sted, hvor der er utrolig mange mennesker, der ikke har det,« siger TV 2-værten.
Crone er meget bevidst om, at vores tanker primært bør være med det ukrainske folk i denne skæbnestund, hvor deres frie liv og fremtid hænger i en tynd tråd, mens Putins tanks banker ind over deres suveræne grænser.
»Det er en dobbelthed. Jeg kan godt tænke isoleret på: 'Hvad med os? Hvad med ham? Hvad med mig?' Men på en eller anden måde er det jo i en større sags tjeneste. Men der er ikke noget arbejde, der er værd at dø for. Så selvføgelig skal han have styr på sikkerheden. Det stoler jeg meget på, at både han og TV 2 har,« siger hun.
Hun kan også godt forstå, at danskerne interesserer sig for Rasmus' liv. For rigtig mange er han danskernes øjne på gaden i krigen.
»Jeg beundrer hans måde at undføre det på. Den måde, han fortæller historierne på. Det rører os, så vi også kan se vigtigheden af at gøre noget,« siger hun.
Forleden brød Tantholdt sammen på skærmen, da han stod med en ukrainsk kvinde, der tiggede den vestlige verden om at sikre luftrummet over Kiev. Det blev for meget for den hærdede korrespondent.
»Rasmus blev jo også selv berørt i fjernsynet. Det har jeg ikke set før. Jeg ved godt, at han har meget let til tårer, men det plejer han ikke at have på arbejde. For ham er det også kommet tæt på,« siger Crone og uddyber:
»Det er ikke, fordi man som journalist skal stå og græde i tide og utide, for man skal ikke selv være historien. Slet ikke i denne situation, hvor et helt land er taget som gidsler. Men omvendt er det menneskeligt, at man en gang imellem ikke kan skjule, at man også bliver personligt berørt,« siger hun.
Natasja kunne heller ikke holde tårene tilbage, da hun så reportagen.
»Jeg kunne ikke lade være med at begynde at græde. Det er bare voldsomt,« siger hun.
Heldigvis er hun konstant i tæt kontant med Tantholdt, mens han er af sted.
»Jeg tror, det hjælper, at vi snakker meget sammen. Det gør vi. Vi har ret meget kontakt,« siger hun.
Da hun søndag aften var vært på det store TV 2-program om krigen 'Europa i krig – stormøde direkte fra Christiansborg', sendte folk alverdens hilsner til både hende og Rasmus Tantholdt.
»Jeg tror aldrig, jeg har fået så mange søde beskeder fra folk, jeg ikke kender. Min indbakke er oversvømmet. Det er rørende, så meget folk tænker på Rasmus. Folk skriver: 'Gode tanker til jer'. 'Mange hjerter'. 'Kæmpe ros til Rasmus' måde at formidle det på',« siger hun.
Sidste gang, Natasja Crone så Tantholdt, var i Dubais internationale lufthavn.
»Det underlige var jo, at vi var på ferie. Vi havde virkelig været i tvivl om, hvor vi skulle tage hen. 'Kunne vi tage på ferie?' Rasmus var jo standby på grund af situationen. Vi endte så med at tage til Dubai for at besøge nogle venner. Dubai er et skørt sted, men det er en god lufthavn. Man kan komme allevegne derfra. Blandt andet fire flyvninger til Kiev om dagen. Eller det var der på det tidpsunkt,« siger hun.
Men ferien blev naturligvis præget af krigstrommerne fra Kreml.
»Det var en underlig ferie, for vi var hele tiden alert. 'Er det nu, han skal af sted?' Men jeg tror, at vi begge tænkte: 'Ah, mon det virkelig ville gå så galt'. Da vi nærmede os slutningen på ferien, kunne vi godt se, at han skulle af sted. Men det kom bag på os, at det gik så stærkt. Jeg tror heller ikke, at Rasmus havde set det komme,« siger hun.
Ingen ved, hvornår hun kommer til at se sin kæreste igen. Der kan gå uger eller måneder.
»Jeg har intet bud på, hvornår han kommer hjem. Jeg har heller ikke spurgt. Det er jo hans arbejde, og så længe han har det arbejde, så skal han af sted. Der er ikke nogen tvivl. Og jeg har det jo også sådan, at det er et sindssygt vigtigt arbejde,« siger hun.
Kunne du selv forestille dig at være krigskorrespondent?
»Det er et godt spørgsmål. Jeg tror ikke, jeg ville være den perfekte krigskorrespondent. Jeg ville have for svært ved at sove om natten,« siger Natasja Crone til B.T.
