Det var Natasja Crone, der løb med mest opmærksomhed ved uddelingen af TV-Prisen i København.

Da hun skulle takke for sin pris for 'Bedste vært - fakta' rettede Natasja Crone hurtigt en skarp kritik på scenen, og det var ikke 'hr. hvem-som-helst', der stod for skud.

Kritikken gik nemlig på, at Natasja Crone i en artikel fra Ekstra Bladet blev beskrevet som en, der lignede 'en gammel kælling', da hun havde sit første tv-job som 24-årig. En artikel, der var skrevet af Anders Lund Madsen, som var vært ved TV-Prisen.

»Nu vi snakker om kvindelige tv-værter, stilletter og rynker«, lød det fra Natasja Crone, som fortsatte:

Anders Lund Madsen stod for værtstjansen ved Tv-prisen. Foto: Nørgaard & Nørgaard.
Anders Lund Madsen stod for værtstjansen ved Tv-prisen. Foto: Nørgaard & Nørgaard.
Vis mere

»Ved mit første program som 24-årig, der skrev Ekstra Bladet, at jeg lignede en gammel kælling. Det er ikke for at ødelægge den gode stemning, men det var dig, der skrev den, Anders,« sagde hun henvendt til Anders Lund Madsen, der tidligere har arbejdet som journalist på Ekstra Bladet.

Efterfølgende brød de mange fremmødte i salen ud i vild jubel, klappede og hujede.

Det tog noget tid før Anders Lund Madsen kunne komme til orde, men da det skete, havde han ikke rigtigt noget valg. Fra salen lød der tilråb om, at han skulle sige 'undskyld'.

»Jeg vil gerne undskylde,« lød det fra værten, som fortsatte sit svar med nogle vævende jokes bagefter..

Natasja Crone og Rasmus Tantholdt. Foto: Nørgaard & Nørgaard.
Natasja Crone og Rasmus Tantholdt. Foto: Nørgaard & Nørgaard.
Vis mere

Natasja Crones kommentar kommer i kølvandet af en debat, som har handlet om kvinder i det professionelle liv, og tirsdag var der et debatindlæg i Berlingske fra journalist Birgitte Erhardtsen.

Debatindlægget har vakt stor debat, og der har været meget snak om, hvad man kan eller ikke kan tillade sig.

Foruden at bruge sin takketale til at sende en lille kritik i retning af Anders Lund Madsen, så takkede hus også sin kæreste, journalist Rasmus Tantholdt, for at være hendes skarpeste, men også mest fair kritiker. Det gjorde hun dog efter at have sendt en sidste kommentar til Madsen.

»Du ser fantastisk ud,« lød det fra tv-værten til Anders Lund Madsen med slet skjult ironi.