I de flestes øjne var Wolfgang Priklopil symbolet på rendyrket ondskab, efter han en martsdag i 1998 bortførte den dengang 10-årige østrigske skolepige Natascha Kampusch, da hun om morgnen var på vej til skole. I otte år holdt han hende indespærret i et tre gange fire kvadratmeter stort rum i kælderen. Natascha var hans slave. Hvis hun ikke gjorde, som han beordrede, fik hun tæsk i massevis. Indtil det lykkedes hende at undslippe sin kidnapper. Samme dag begik Priklopil selvmord.
Men hvordan bliver man menneske igen efter sådanne uhyrlige oplevelser? Den tanke har mange tænkt. Også Thure Lindhardt inden han mødte Natascha Kampuch personligt. Mødet foregik under optagelserne til filmen, der er baseret på Natascha Kampusch’ bog med samme titel.
Hun overvældede mig
- Jeg mødte hende, der hvor vi optog i Tyskland, og jeg tilbragte fire-fem timer sammen med hende, hvor jeg, bortset fra hendes pr-mand, var alene med hende, fortæller Thure Lindhardt, der ikke lægger skjul på, at det var enestående for ham at møde Kampusch i virkeligheden.- Jeg var faktisk overvældet, fortæller Thure. Hun er en overlever. Hun er ikke en smilende pige. Hun er ikke en humørbombe. Men det behøver hun heller ikke at være, mener Lindhardt.
Hendes eget holocaust
Beundrede du hende?- Er du vanvittig. Jo. Fuldstændig. De første 18 år af hendes liv har hun oplevet ting, som vi andre forhåbentlig aldrig kommer til at opleve, som bare er i nærheden af ligne det, hun har oplevet, ryger det ud af munden på skuespilleren. Min generation har jo ikke oplevet overlevende fra Holocaust. Men her har vi et menneske, som har oplevet ting, jeg godt synes, man kan sammenligne med hendes eget holocaust på den måde, at hun har fået frataget alt. Og alligevel har hun overlevet. Det, synes jeg, er dybt beundringsværdigt, lyder det inderligt fra Thure Lindhardt.
Han har før spillet bad guys i film. Men han har aldrig prøvet kræfter med en rolle som kidnapperen Priklopil. Men for den alsidige skuespiller var rollen både en svær og interessant opgave.
- Han er den moderne, ultimative bad guy. Han er et sølle menneske. Men det var meget svært at dykke ind i. Men det var også en enestående mulighed for at dykke ind i et menneskes sind. Jeg håber, jeg får det frem, at han var et sølle menneske. Men også at man får lidt ondt af ham. Men ikke for meget. Fordi jeg prøver ikke at retfærdiggøre hans handlinger. Det var instruktøren heller ikke interesseret i. Du kan ikke retfærdiggøre at tage et barn på 10 år og spærre hende inde i otte år. Det kan ikke retfærdiggøres. Men det tror jeg heller ikke er meningen, forklarer den blonde Thure Lindhardt, om sin rolle som bortfører med de skarpe træk og mørkebrune hår.
Da sagen om Natascha Kampusch kom frem i 2006, ryddede den de europæiske avisforsider i dagevis. Overalt var folk rystede over, at Priklopil havde holdt skolepigen fanget og indespærret så længe, og så tæt på hendes eget hjem.
Afhørt af politiet før kidnapning
Ligesom forargelsen over, at politiet havde haft afhørt Priklopil kort efter kidnapningen, var stor. Især fordi det var lykkedes kidnapperen at overbevise det østrigske politi om, at han intet havde med den gruopvækkende sag at gøre. Der var ingen tvivl om, at Priklopil hørte til i toppen af top 10-listen over de mest forhadte mennesker i verden. Alligevel er det lykkedes for Thure Lindhardt at se nuanceret på manden.
Forhåbentlig kan vi lære noget
- Det, Priklopil gjorde, er i modsætning til Fritzl, der i en lignende østrigsk sag spærrede sin egen datter inde, voldtog hende og lavede syv børn med hende. Han har ikke givet datteren noget som helst andet end ondskab. Men det interessante ved den her sag er, at han faktisk gav Natascha Kampusch en uddannelse. Så hun har et sprog. Hun kan læse, og hun kunne beskrive ting. Det er ikke for at undskylde eller forsvare ham på nogen måde. Men det gør det interessant, at han har haft et helt andet projekt, end Fritzl havde, forklarer Thure Lindhardt ivrigt videre om forholdet til sin rolle.Han håber, at publikum vil opfange de samme nuancer i Priklopil, når filmen får premiere formentlig i begyndelsen af 2013. Og som i alle komplicerede sager håber Thure Lindhardt også, at historien om Kampusch kan være os alle en lærestreg.
- Vi kan se nogle menneskelige mekanismer i den, som vi kan genkende. Vi kan – måske – og forhåbentlig lære et eller andet af det. Måske kan vi få en forståelse for, hvorfor nogle af os udvikler os i den retning? Og hvordan kan det ske? Det er hun et enestående vidne på. For hun har jo oplevet det, som han siger.
Og peger på, at filmen, der i øvrigt også har Trine Dyrholm i rollen som Natascha Kampusch’ mor, som datteren efterfølgende har fået et anstrengt forhold til efter de første dages glædesrus, også viser, hvilke stærke mekanismer mennesket besidder, når det er truet på dets liv og lemmer.
- Jeg synes, at det er vældig interessant, at hun har overlevet. Hun har faktisk overlevet ham. Det viser noget om et menneskes overlevelsesvilje, mener skuespilleren.
Thure fortæller også, at Natascha Kampusch har været en slags konsulent ved filmens tilblivelse.
