Lørdag fylder supermodellen Naomi Campbell 51 år.

Men allerede nu har hun fået en gave – og det er en af dem, der aldrig kan byttes.

Hun er nemlig blevet mor, afslører hun selv på Instagram.

Under et billede af et par babyfødder i en hånd har hun offentliggjort det glade budskab.

'En smuk lille velsignelse har valgt mig til at blive hendes mor,' skriver hun og fortsætter:

'Jeg er så beæret over at have fået denne smukke sjæl i mit liv. Ingen ord kan beskrive det livslange bånd, jeg nu deler med dig, min engel. Ingen kærlighed er større,' skriver hun.

To timer efter opslaget blev offentliggjort havde næsten 400.000 liket Campbells nye titel. Fra veninden, Helena Christensen, modtog den nybagte mor følgende besked:

'Jeg er så lykkelig på dine vegne, min ven. Jeg har altid vidst, at du ville blive mor en dag.'

Helena Christensen var en af de første til at lykønske sin veninde med moderskabet. Foto CHRISTOPHE PETIT TESSON
Helena Christensen var en af de første til at lykønske sin veninde med moderskabet. Foto CHRISTOPHE PETIT TESSON Foto: CHRISTOPHE PETIT TESSON
Vis mere

Musikeren Lenny Kravitz skrev blot et enkelt ord: 'Amen.'

Der forlyder intet om, hvordan barnet er kommet til verden – eller om der er en far inde i billedet.

Tidligere har supermodellen, der også er skuespiller, datet Leonardo DiCaprio, Robert De Niro og Usher. Hun har været forlovet med U2-bassisten, Adam Clayton, den italienske businessman Flavio Briatore, og hun har datet den russiske forretningsmand Vladislav Doronin.

Selv er Naomi Campbell vokset op alene med sin mor og har aldrig kendt sin far.

Som 18-årig var hun den første sorte kvinde på forsiden af Vogue. Sammen med kollegaerne Cindy Crawford, Claudia Schiffer, Christy Turlington, Linda Evangelista, Kate Moss og Helena Christensen blev hun en af supermodellerne, der op gennem 1980erne og '90erne gjorde det at være model til en virkelig indbringende forretning.