Stephanie 'Geggo' Christiansen, Irina Olsen og Mascha Vang har flere ting til fælles: De har alle været med i realityprogrammer, driver alle deres egen blog og har alle problemer med deres kropsholdning lige for tiden.

Sidstnævnte er i hvert fald gældende, hvis man skal tro deres sociale medier, hvor de alle i april måned har reklameret for holdningskorrigerende T-shirts fra firmaet MyPosture.

'Hvis i ligesom mig oplever, at i begynder at hænge lidt i løbet af dagen og har smerter og spændinger i kroppen (især lænd - av), så kan det faktisk korrigeres ret nemt.,' skriver Irina Olsen på sin blog.

Også Familien fra Bryggen-stjernen, Stephanie 'Geggo' Christiansen, skriver på Instagram, at hun i mange år har haft dårlig kropsholdning, der har ført til milde rygsmerter.

'Jeg har taget kampen op - bedre sent end aldrig og har fået mig en overraskende effektiv holdningskorrigerende t-shirt fra MyPosture - og det virker. Jeg husker fa... at rette ryggen nu, op på bare 14 dage kan jeg mærke forandring.,' skriver hun.

De kropskorrigerende T-shirts har dog absolut ingen effekt. Sådan lyder det for Jan Hartvigsen, der er kiropraktor og professor på institut for Idræt og Biomekanik på SDU.

Foto: MyPosture
Vis mere

Det er der ifølge ham to grunde til.

»For det første, er der ikke noget, der hedder 'dårlig holdning' fra et sundhedsmæssigt synspunkt. Der er ganske enkelt ikke nogen videnskabelige beviser for, at der er sammenhæng mellem holdning, og hvorvidt man har ondt i ryggen eller ej.«

Derudover forklarer han, at der ikke er nogen videnskabelige undersøgelser, med hans kendskab, der har undersøgt, om man ved hjælp af påklædning kan lindre smerter.

»Jeg vil mene, at hvis man tager kropskorrigerende tøj på og får det bedre, så er det en placebo-effekt. Det er jeg ked af at sige, men sådan er det bare,« siger Jan Hartvigsen og tilføjer:

»Det her tøj, glem det. Det er reklame. Det er ikke sundhedsoplysning.«

Ingen sammenhæng

Også Thomas Hyldelund, der er fysioterapeut og osteopat hos Elite Fysioterapi på Vesterbro, understreger, at der ikke er videnskabelige beviser for en sammenhæng mellem dårlig holdning og smerter.

»Hvis de (MyPosture, red.) er kloge nok, skriver de bare, at produkterne gør noget godt ved din holdning. I folks hoved bliver det ofte koblet sammen med sundhed, men vi ved bare ikke, om de to ting har noget med hinanden at høre. Det er der ikke nogen videnskabelige beviser for.«

Han fortæller, at det modsat heller ikke kan påvises, at holdningskorrigerende tøj er skadeligt, men at det ikke er noget, han nogensinde vil bede sine klienter om at bruge penge på.

»At købe et medlemskort til et træningscenter er det eneste, der vil gøre noget permanent. Hvis ikke det hjælper, så søg professionel hjælp og find ud af, hvad årsagen er til, at du har ondt eller svært ved at rette dig op.«

Laver man en hurtig Google-søgning på #Myposture, kan man tælle hele 10 'influencers' , der i løbet af april har reklameret for T-shirts fra MyPosture på sociale medier. Enten fordi de døjer med smerter eller blot ønsker en bedre kropsholdning.

Udover Irina Olsen og Stephanie 'Geggo' Christiansen har også Mascha Vang, Tina Lund, de tidligere Paradise-deltagere Philip May, Jeanette Dzienis og Jasmin Melina, Lea Hvidt, Gunnvør Virgarsdóttir, Lise Vandborg fra Nybyggerne og bloggeren Mette Marie Lei Lange reklameret for de holdningskorrigerende T-shirts i april måned.

BT har kontaktet Mascha Vang, Irina Olsen, Stephanie 'Geggo' Christiansen, Lise Vandborg, Gunnvør Virgarsdóttir, Jasmin Melina, men de har enten ikke ønsket at medvirke, eller er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.