Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'. I denne uge med jounalist Karen-Helene Hjorth



Jeg får tårer i øjnene, når ...
jeg bliver rørt, og det bliver jeg ofte. Jeg har nok i virkeligheden altid haft let til tårer, men efter jeg er blevet mor, er jeg blevet decideret grådlabil. Det gik op for mig første gang, da min veninde hentede vores lille ny familie på hospitalet, efter jeg havde født Anna-Klara, og vi skulle hjem med hende første gang. Jeg begyndte at græde af glæde, da veninden havde skruet op for varmen i bilen, så Anna-Klara ikke skulle fryse. Siden da har jeg tudet til programmet Extreme Makeover: Home Edition, når jeg en sjælden gang i mellem har zappet forbi tilfældigt. Jeg har tudet til ’Kasper og Sofie’ på Ramasjang, fordi min datter tudede. Jeg tudede, da jeg skulle læse Kim Walls mors offentlige farvelskrift til Kim Wall op. Det var i tv. Det kan godt være problematisk at tude, mens man er på tv. Men det har jeg nu også prøvet nogle gange efterhånden. Senest da dronning Margrethe var tydeligt rørt ved prins Henriks begravelse. Og så får jeg faktisk også tårer i øjnene, når jeg griner. Det har jeg også prøvet i tv nogle gange, f.eks. når jeg en gang imellem har vagt med enten Miriam Zesler, Gertrud Højlund eller Allan Silberbrandt. De har alle tre en sjælden evne til at få mig bragt helt derud, hvor jeg næsten (kun næsten) tisser i bukserne af grin. Og de er ikke for fine til at bruge de evner, selvom der er ganske få sekunder til, at vi skal på.

Når der piftes efter mig på gaden, tænker jeg ... ’han har god smag’ og tjekker, om ham, der har piftet, er lækker. Og sæsonen for den slags opmærksomhed begynder jo lige nu, hvor alle er helt kulrede over, at det er blevet sommer og man kan smide en god del af tøjet udenfor. Jeg vælger at se det som en positiv tilkendegivelse direkte fra mænds krybdyrhjerne og ikke som en nedladende gestus, der skænder mit køn. Der skal ganske enkelt mere til end et pift, før jeg bliver indigneret.

Det, der gør mænd attraktive, er ... at de hviler i sig selv, har store hænder og er høje… gerne i omegnen af 190 cm eller derover. Jeg kan sgu ikke ha’ en mand, der er lavere end mig selv, heller ikke når jeg har stiletter på. Det er så neandertalagtigt, jeg kan godt selv høre det, men ikke desto mindre er det sådan, jeg har det. Og så er gavmildhed, både med følelser, handlinger og ord, også noget, der i mine øjne gør en mand attraktiv.

Jeg begynder at gabe, når ... folk bliver politisk korrekte... det er simpelthen så kedeligt. Hvis den politiske korrekthed dækker over andre og mere spændende eller kontroversielle holdninger, vil jeg meget hellere høre om dem. Men er folk bare politisk korrekte ind til knoglerne, så kan jeg godt blive rigtig, rigtig træt.

Jeg kan til tider være misundelig på ... folk, der undlod at købe en lejlighed i Odense, 10 minutter før boligboblen brast, og solgte den med et gigatab. Da jeg blev ansat på TV2 Danmark, var det som reporter i Odense, før der var noget, der hed News. Da News startede op, blev jeg opfordret til søge stillingen som studievært, men fik IKKE jobbet. I stedet fik jeg at vide, at der var planer for mig i Odense. Og så var det, at det gik galt. For i forsøget på at føle mig mere hjemme i Odense købte jeg en lejlighed. Det gjorde man jo dengang i 2007. Men det var dumt. Og for at det ikke skal være løgn, så gik der fem dage fra min fortrydelsesret på lejligheden udløb, så ringede News-chefen og sagde, at de skulle bruge mig alligevel. Så det eneste år, jeg rent faktisk selv boede i den fordømte lejlighed i Odense, arbejdede jeg fuld tid og boede på hotel i København.

En situation som studievært, jeg aldrig glemmer, er … dengang jeg skulle interviewe Ghita Nørby om en ny bog, der handlede om divaer og Bodil Udsen. Hun var uenig i samtlige bogens præmisser og derfor også hele interviewet, men det vidste jeg ikke, før vi var i gang live på tv, for hun havde ikke haft tid til et for-interview tidligere på dagen. Det var som en syv minutter lang boksekamp, hvor jeg måtte tage den ene knockout efter den anden, men stadig rejse mig igen og selv bede om en til. Undervejs i interviewet siger hun endda: ’Ja, vi hygger os da meget godt, gør vi ikke?’. Jeg svarede naturligvis, at det gjorde vi da bestemt, men dem, der kender mig, kunne godt se mistroen og panikken i mine øjne. Jeg tror faktisk umiddelbart, at de eneste, der rigtig har hygget sig med det interview, er Natholdets seere. Under Anders Breinholts kyndige hænder blev det nemlig svært underholdende.

Det gode ved mit liv er ... at mine grundsøjler står solidt plantet i fundamentet. Jeg har en datter, verdens bedste eksmand, familie og veninder, job og bolig. Jeg har måske ikke nødvendigvis det familieliv, jeg troede, jeg skulle have, men det, jeg har, er fantastisk, og jeg ville ikke bytte det for noget. Så selvom jeg da ikke ønsker for nogen at blive skilt, så fungerer det faktisk virkelig godt for os. Vi rejser sammen, holder jul sammen, er hinandens fortrolige. Og fremfor alt virkelig gode samarbejdspartnere, hvad angår vores datter. Så selvom det godt kan se lidt mærkeligt ud indimellem, og det da bestemt også rejser flere spørgsmål, end det besvarer, når man tager på drømmeferie i to uger til Bali med barn og eksmand, så er det nøjagtig, hvad der fungerer for os. Og det er virkelig dejligt.

Det udfordrende ved mit liv er ... at jeg vil det hele... so much to do, so little time.

Jeg blev stoppet af politiet, fordi ... min veninde talte i telefon, mens vi kørte af sted en sommerdag for nedrullede vinduer og høj musik. Jeg havde lige sagt til hende, at hun skulle passe på med telefonen, da jeg vidste, at politiet var gået i gang med en razzia. Og vupti – så kører en bil op på siden af os og knalder politislikkepinden ud ad vinduet. Vi holder troligt ind til siden, men politibilen fortsætter lige ud. Vi sidder lettere forbløffede, men venter, for de må jo komme tilbage. Men da der er gået nogle minutter, og de ikke er dukket op, beslutter vi os for at trille videre. Det er indtil videre eneste gang i mit liv, jeg er ’flygtet’ fra politiet og fra en bøde.

Det var næsten umuligt for mig at holde op med at grine, da ... en veninde og jeg, pivstive, havde gemt os bag nogle buske uden for en natklub i Tel Aviv en tidlig morgen for at forskrække en tredje veninde. Vores snedige plan var, at vi ville hoppe ud i hovedet på hende og sige BØH. Vi følte os som listige ninjaer, men sandheden var, at vi væltede rundt i de buske og grinede højt. Og det blev ikke mindre sjovt eller højlydt, da den veninde, vi lå på lur efter, sendte os den mest legendariske fulde sms om, at hun var gået hjem. Da gik vi fra ’ninja-status’ til ’stive turister i busk-status’ på det par sekunder, det tog os at fatte, hvad der stod i sms’en. Vi kiggede på hinanden og eksploderede af grin, og episoden, og ikke mindst de billeder, vi tog, kan stadig få os til at vælte rundt af grin.

Jeg er temmelig god til .... at være hyggelig og social og lave lækker mad til dem, jeg elsker. Jeg kokkerede f.eks. egenhændigt tre retter til mine 22 nærmeste veninder, da jeg fyldte 40. Det tog mig fem dage at lave al maden, og det lykkedes. Alle var vildt begejstrede.

Jeg trives bedst, når… de folk, jeg omgiver mig med, er glade. Jeg hader konflikter, hvis de er tæt på, også dem jeg ikke selv er en del af. Jeg kan godt komme til at bruge en masse energi på at forsøge at gøre folk glade, før jeg selv slapper af.

Menneskelig robusthed er noget, man får af ... sine forældre. Og jeg forsøger det allerbedste, jeg har lært, også at give præcis den robusthed, jeg selv har fået og lidt til, videre til min datter. Jeg synes, for mange mennesker i dag bærer præg af, at de ingen robusthed har. De er alt for lette at fornærme eller gøre sure. Hvis man er robust, står man solidt, også i stormvejr. Man lader sig ikke gå på af andres perfide holdninger eller negativitet, men man er samtidig åben over for at lære nyt og se på tingene fra andres perspektiv. Der er alt for mange eksempler i dag, særligt online, på, at folk er alt for sarte og fintfølende og fortolker alt, de ser, i værste og mest negative kontekst. Det er en skrækkelig tendens, som jeg håber vil ændre sig.

For mig er det ikke en mulighed at ... sige nej til noget, der lugter af sjov og ballade i gaden. Det er i hvert fald umanerlig svært.

Jeg bliver rasende, når ... elektronik ikke virker. Jeg kan ikke ha’ det! Jeg taber simpelthen sutten, når jeg f.eks. VED, at jeg trykker den rigtige kode til AppleID, men alligevel ikke bliver lukket ind. Og når man så kombinerer det karaktertræk med det faktum, at jeg sjældent besværer mig med at læse brugsanvisninger, så har du en eksplosiv cocktail.

Mit temperament vil jeg beskrive som ... mildt og rundt, så længe elektronikken virker.

Selvom det fylder København op med svineri, synes jeg, at gadefesten Distortion… er et helt forrygende, fantastisk koncept. Jeg elsker, at vi kan bruge vores by på den måde! Hverdagene er der jo masser af, dem elsker jeg også, men jeg er vild med, at vi ’distorter’ og disrupter’ vores smukke by den ene gang om året. Det klæder København, at den også kan det. Og jeg synes, at de årligt tilbagevendende sure opstød om larm i natten og biler, der ikke kan holde, hvor de plejer, er så utrolig smålige. Selvfølgelig mener jeg ikke, at det er o.k., at folk pisser over det hele, eller at andre menneskers ejendom ikke bliver respekteret eller behandlet med respekt. Af den årsag køber jeg også trofast hvert år gadearmbåndet, så jeg er med til at betale for flere toiletter. Det er det mindste, man kan gøre. Ellers må man stikke piben ind eller alternativt tage hjem til Jylland den dag, festkaravanen er i kvarteret.