Grant Imahara, der var vært på både 'Mythbusters' og Netflix-satsningen 'White Rabbit Project', er død. Han blev blot 49 år.

Det skriver The Hollywood Reporter, der desuden beretter, at tv-værten døde af en pludselig hjerneblødning.

'Det knuser vores hjerter at høre de triste nyheder om Grant. Han var en vigtig del af vores Discovery-familie og en vidunderlig mand,' lyder det fra en repræsentant fra Discovery, hvor Grant Imahara var tilknyttet.

'Vores tanker og bønner går til hans familie.'

Tv-værten, der var født i Californien, var blandt andet uddannet elektroingeniør og var lidt af en ekspert, hvad angår robotter.

Han tilsluttede sig 'Mythbusters'-holdet i programmets tredje sæson og var med indtil 2014, hvor han i stedet blev en af dommerne i 'Battlebots'.

I mange år arbejdede han tæt sammen med blandt andre tv-vært Kari Byron, der på Twitter mindes sin ven:

'Af og til ville jeg ønske, at jeg havde en tidsmaskine,' skriver hun et opslag, hvor hun har delt et billede af de to sammen sammen med ligeledes 'Mythbusters'-vært Tory Belleci.

Ud over at være tv-vært arbejdede Grant Imahara med specialeffekter til film.

Således bidrog han til flere 'Star Wars'-film, 'The Lost World: Jurassic Park', flere 'Matrix'-film og 'Terminator 3: Rise of the Machines'.