Den danske milliardær Ib Nymark Hegelund er måske den mindst kendte milliardær i Danmark.

Men det er dog ikke helt muligt at holde sig ude af mediernes søgelys, når man tjener styrtende med penge i et lille land som Danmark.

Det seneste regnskab for danskerens virksomhed Imbtech A/S viser et flot overskud på 420 millioner kroner. Det betyder også, at Imbtech A/S har en egenkapital på 3,5 milliarder kroner. Det skriver Finans.

Mediet konstaterer samtidig, at det er stort set umuligt at opstøve information om den hemmelighedsfulde milliardær, der stammer fra Aarhus.

Det skulle også være så godt som umuligt at opstøve billede eller interview med den danske rigmand.

Ifølge mediet er danskerens formue placeret i værdipapirer, men det har ikke været muligt at finde frem til, hvad Hegelund investerer i.

Trods overskuddet er det dog ikke lykkedes hver gang for Ib Nymark Hegelund at ramme plet.

I 2016 tabte han hele 852 millioner kroner på sine investeringer, ifølge Finans. Dem skulle han have genvundet størstedelen af på nuværende tidspunkt.

Den mystiske milliardær har også tjent penge på at sælge eftertragtede ejendomme på Strøget i Aarhus til den danske tøjgigant Bestseller og Arbejdernes Landsbank.

Første gang han rigtig gjorde sig bemærket, var i 2010, da han satte sin luksusvilla i Risskov ved Aarhus til salg for den nette sum af 50 mio. kr.

Rigmanden selv rykkede i skattely i Schweiz, og salgsprisen på den aarhusianske villa endte efter fem år på markedet på 27,5. Trods nedslaget havde han penge nok på kistebunden til at købe slottet Villa Cattaneo for 20 mio. schweizerfranc - hvad der dengang svarede til ca. 110 mio. kr.

Ifølge Stiften.dk grundlagde milliardæren, der er uddannet civilingeniør, sin formue med virksomheden Denmark Enzymes i Lystrup.