Den 61-årige dansker, der den 29. juni blev brutalt dræbt af pirater i Panama, var stedbror til den kendte radiovært Jørgen De Mylius.

Det skriver ugebladet Se og Hør. - Ja, det er rigtigt nok. Det er en frygtelig tragedie, siger Mylle til ugebladet.

Af respekt for familien ønsker han ikke at udtale sig yderligere.

Offeret, Bo Kjær-Olsen, der har både dansk og amerikansk statsborgerskab, blev dræbt, da hensynesløse pirater angreb hans sejlbåd 'Antares'.

Han blev skudt i benet, men kuglen rev lårpulsåren over og han blødte ihjel, inden han nåede at komme på hospitalet.  Med i båden var også hans 25-årige søn, Zacharias Kjær-Olsen, der blev ramt af en kugle i rygsøjlen og sidenhen er blevet opereret og overlever. Desuden fik sønnens panamanske kæreste knytnæveslag af forbryderne. Jørgen De Mylius og Bo Kjær-Olsen kom i familie med hinanden, da den dræbtes mor blev gift med Grand Prix-legendens far.

Parret var gift i 10 år, før Jørgen de Mylius' far døde. Rovmordet på Bo Kjær-Olsen er stadig uopklaret, og gerningsmændene er på fri fod.