Den ikoniske danske musiker Sebastian modtog lørdag Polka Verner Legatet på årets Smukfest - en pris der hvert år uddeles til en markant kulturpersonlighed.

Og det varmer hos den 69-årige musiker, der føler sig meget hjemme på Smukfest - modsat en anden af landets største festivaler.

»Jeg har ikke været på så mange festivaler. Med band har det næsten kun været den her festival (Smukfest, red.) et par gange. For meget lang tid tilbage har jeg været på Roskilde Festival - altså dengang de gad mig. Det gør de jo ikke mere,« siger Sebastian og trækker på smilebåndet.

Du føler ikke, de gider booke dig mere?

»Nej, det har de ikke gidet de sidste 30 år. Men skide være med det, så er der jo Smukfest, og det er dejligt at være tilbage,« siger Sebastian.

Med hits som ‘Du er ikke alene’, ‘Romeo’, ‘Måske ku’ vi’ og en lang række andre velkendte danske sange, er han blevet uundgåelig del af den danske sangskat.

Onsdag spillede han sit store hit ‘Du er ikke alene’ i forbindelse med Smukfests jubilæumskoncert, og her blev han især rørt over ungdommen.

»Det er jo fantastisk at se, at ud af 30-40.000, så er der jo mindst 20.000, som er under 20 år, og de kunne sangen. Det synes jeg er fantastisk,« siger sangeren.

Sebastian fik overrakt prisen af Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt, der har stiftet Polka Verner legatet.
Sebastian fik overrakt prisen af Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt, der har stiftet Polka Verner legatet. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

»De hører den ikke i de medier, de hører, for de spiller den jo ikke, men de får den ind på en anden måde,« tilføjer han.

Selvom Sebastian er en fast del af den danske sangskat, kan han godt mærke, at han ikke længere er så hip, som han var engang, og derfor varmer det ham meget, når han kan se, at unge mennesker tager hans sange til sig.

»Det kan godt være, man ikke er så in, som man har været, men de får det jo ind alligevel og er glade for det,« siger han og tilføjer:

»Det rør mig meget, at tingene lever videre. At de helt unge kan sange som 'Romeo' og 'Du er ikke alene'. Og selvfølgelig også børnesangene, de har hørt fra børnehaven.«

Sebastian modtager Polka Verner legatet på Smukfest lørdag den 10. august 2019.
Sebastian modtager Polka Verner legatet på Smukfest lørdag den 10. august 2019. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

Med Polka Verner Legatet følger også en pengepræmie, der i år lyder på intet mindre end 190.600 kroner.

Et pengebeløb Sebastian faktisk slet ikke vidste, han modtog.

»Jeg vidste jo ikke, at jeg fik dem. Det var der ikke nogen, der havde sagt, så jeg er helt rystet,« siger Sebastian og tilføjer:

»De skal forhåbentlig gå til noget godt - måske en ny indspilning.«