Jan Rørdam og skyldfølelsen går langt tilbage. De har været tætte, lige siden han var barn. Følelsen af at have gjort noget forkert. At have dummet sig og være skyld i andres smerte. Han mærker ubehaget som en klump i maven.
Skylden dukkede op, da han efter 18 års ægteskab blev skilt fra musikerkollegaen Alberte Winding. Det er i dag over halvandet årti siden. Men for musikeren, sangeren og komponisten Jan Rørdam, der blandt andet kan skrive ’Bamses Billedbog’, ’Tju bang chokolademand’ og ’Lyse nætter’ på sit cv, er skyldfølelsen blevet et grundlæggende livsvilkår, som han har skullet lære at leve med.
»Fra jeg var barn, har jeg haft en tendens til at tage skylden for alt muligt. Da jeg blev skilt, røg jeg ned i et sort hul, som triggede den skyldfølelse, der lå og ulmede. Jeg forstod ikke, hvorfor sorgen var så overvældende og den dårlige samvittighed så altoverskyggende. Jeg forstod ikke meningen med mit eget liv og følte mig på gyngende grund. I de første år kunne jeg slet ikke holde ud, at mine børn blev skilsmissebørn, ligesom jeg selv,« siger Jan Rørdam.
Han sidder med benene over kors og drejer sit Royal Copenhagen-krus mellem de slanke guitar-fingre, mens han kigger ud ad køkkenvinduet. Ud mod forårssolen i baggården med de gule facader i det indre København.
Det er her, han bor. I en gammel herskabslejlighed med sin kæreste gennem de seneste fem år, journalist og tv-vært Mette Vibe Utzon. Det er halvandet årti siden, han blev skilt. I mellemtiden har han lært mere om sig selv og er blevet bedre til at sortere i følelserne.
Han har netop udgivet et nyt album med egen musik, ’This!’. Han beskriver det som mere udadvendt og ærligt end de forrige. For sådan føler han sig i dag.
Jan Rørdam har sagt ja til at fortælle om den eksistentielle livskrise, han har været igennem. Han har talt om det masser af gange før. Med sin terapeut, sine venner og ikke mindst den mandegruppe, han er kommet i det seneste par år i forsøget på at blive klogere på sig selv og de mekanismer, der er på spil i ham.
Skyldfølelsen og skilsmissesorgen er det svært at tale om. Flere gange under interviewet forlader han køkkenbordet. Der skal laves te. Derefter kaffe. Og så frisk te igen. Toiletbesøg. En ringende telefon. Indimellem bliver hans blågrå øjne blanke bag brillerne.
Fra kernefamilie til skilsmissebarn
Men hvor kommer den fra, skyldfølelsen? Jan Rørdam selv er ikke i tvivl om, at han har arvet dæmonen fra sin mor, der har haft et besværligt liv af den slags, hvor man ikke bliver stærkere af det, der ikke slår en ihjel.
Hun var hollænder og voksede op på den indonesiske vulkanø Java, der var koloniseret af hollænderne, indtil begyndelsen af Anden Verdenskrig, hvor de blev interneret af japanerne. Da krigen ramte Java i marts 1942, var Jan Rørdams mor blot 18 år gammel, og hendes begyndende ungdomsliv blev skiftet ud med en barsk og brutal tilværelse i en japansk fangelejr. Et af de steder, hvor deciderede måltider hørte til sjældenhederne.
Da krigen sluttede, giftede hans mor sig med en dansk kaptajn, som sejlede hende til Danmark. Forholdet holdt ikke, og senere mødte hun Jan Rørdams far, som hun slog sig ned med i et parcelhus i Lyngby. Jan Rørdam husker de første år som fyldt med familieidyl. En hjemmegående mor, en ingeniøruddannet far og tre glade børn, Ulla, Lisbeth og Jan.
Men da han blev seks-syv år gammel, ændrede stemningen sig i den lille kernefamilie. I barndomsminderne optræder hans mor nu med tårer i øjnene. Mens hans far var meget væk i forbindelse med sit arbejde, blev hans mor indhentet af fortidens traumer.
Når han kom hjem fra skole, sad hun helt stille i systuen med tårerne løbende ned ad kinderne. Ingen sagde noget. Han flygtede fra tavsheden ind bag en lukket dør på sit værelse. Overdøvede det indre billede af sytøjet og tårerne med musik. Når han skruede op for The Beatles i radioen, blev der plads til den melankoli og de følelser, der blev skruet ned for i resten af hjemmet.
Da Jan Rørdam blev teenager, blev han forladt af sin mor. Hun var blevet forelsket i en anden mand, som hun havde mødt i Holland ved en gensynsfest med andre hollændere, der havde boet i Indonesien. Hun ville flytte ned til ham, meddelte hun sin familie – og hun håbede, at børnene ville flytte med.
»Selve beskeden husker jeg som tåget. Vi var chokerede, og min far havde det svært. Vi blev spurgt, om vi ville flytte til Holland. Jeg rystede bare på hovedet og gik min vej,« siger han.
Efter forældrenes skilsmisse var Jan Rørdam hjemme så lidt som muligt. Han humpede sig igennem gymnasiet, drømte sig væk i musikken og kastede sin opmærksomhed på sin knallert og de pæne piger i klassen.
Han besøgte sin mor i hendes nye hollandske liv et par gange om året. Hver gang havde hun travlt med at kompensere alt det, hun kunne – eksempelvis ved at give penge – men den dårlige samvittighed over skilsmisse-svigtet larmede:
»Jeg har tilgivet hende for længst. Hun var stærk og kærlig, men det traume, hun havde med fra fangelejren, var større end det at forlade tre børn. Jeg kunne godt være skyldfølelsen foruden. Det var så smertefuldt for både hende og os. Hver en stund var præget af dårlig samvittighed. Når vi så hende, forsikrede vi hende om, at vi havde det godt – også selvom det måske ikke var rigtigt. Men hun var fyldt op af skyld over at have forladt os, og jeg snappede skylden op og fik ondt af hende. Langt op i mit voksne liv troede jeg, at jeg skulle redde hende. Vendepunktet for mig og min skyld blev, da det gik op for mig, at det kunne jeg ikke,« siger Jan Rørdam.
’Vi misligholdt forholdet’
Jan Rørdam mødte sin første store kærlighed, sangeren Alberte Winding, i 1983. Han spillede musik og var bartender forskellige steder i København og følte, han kendte alle unge i Indre Bys natteliv. Indtil han en nat på baren ’Cafe Brønnum’ fik øje på blonde Alberte Winding klædt i en knaldrød skjorte. Da han så hende stå der og smile, vidste han, hun var noget særligt.
I 1985 blev de gift og fik efterfølgende to børn. De fik også en succesfuld fælles karriere, hvor de sammen skrev og spillede musik.
Men i 2001 blev parret enige om at blive skilt.
»Alt kørte for os: Stor succes med musikken, et dejligt hus og skønne børn. Men når dagen var omme, havde vi ikke energi nok til at spørge ind til hinanden, og pludselig var der gået år uden følelsesmæssig kontakt. Vi misligholdt forholdet, og det blev svært at finde tilbage. Jeg tror, vi ramte det samme som mine forældre. Vi mistede evnen til at kommunikere, og samtidig begyndte de personlige udfordringer at stå i kø – i hvert fald for mig,« siger han.
Jan Rørdam stryger begge håndflader mod sine blå jeans. Lange, rolige strøg langs låret, mens han sænker talehastigheden. For selvom 2001 er mange år siden, og skilsmissen var en fælles beslutning, som han har lært at leve med, gør det stadig ondt.
Da han bliver spurgt, hvor gamle børnene var, da han blev skilt, bliver øjnene fugtige, og han stikker to fingre ind under brillekanten. Det var en af de værste dage i hans liv, da børnene skulle have at vide, at deres forældre gik fra hinanden.
Skilsmissen tog hårdt på Jan Rørdam. Han var vant til et travlt liv, hvor der var nogle, han skulle tage sig af. Vasketøj, lektier, madpakker. Nu skulle han forholde sig til dage uden børn. Alene. Dæmonerne begyndte at kravle ud af skabene. Rummene blev mindre og mørkere. Nætterne længere.
»Jeg blev ramt. Jeg røg ned i et sort hul så stort og mørkt, at jeg ikke anede, det eksisterede. Allerede dagen efter vi var flyttet fra hinanden, var det, som om væggene krøb ind på mig. Jeg havde nok en form for angst. Sov elendigt. Græd,« siger han.
Når børnene var der, var der et skønt liv i huset. Men Jan Rørdam kæmpede for ikke at vise den eksistentielle kamp, der var i gang i ham. Det kunne børnene formentlig mærke, siger han i dag, og beskriver, hvordan de trak sig ind på værelserne og begravede sig i musik, venner og computerspil. En slags copy-paste af det, han selv gjorde, da han blev skilsmissebarn.
»Jeg ville gerne have talt med mine børn om det dengang, men jeg kunne ikke. Det gjorde for ondt for både dem og mig. I dag er det vigtigt for mig at erkende og signalere, at ansvaret er mit. Jeg har været bekymret for at sende stafetten videre, for mønsteret genkender jeg i min egen historie,« siger han.
De næste ti år var ifølge Jan Rørdam selv fyldt med for mange uhensigtsmæssige og forhastede beslutninger og ja’er, han i virkeligheden ikke mente.
Han havde svært ved at sige fra. Både når det kom til lyserød vægmaling, han i virkeligheden ikke brød sig om, eller mælk i kaffen, selvom han hellere ville være foruden.
På flugt fra sorgen
Efter skilsmissen fra Alberte Winding fik han en ny kæreste, som også var fraskilt og havde børn. De fik travlt med at flytte sammen og forsøge at starte en ny familie op. Forholdet holdt ikke, og Jan Rørdam fik endnu et nederlag og mislykket familieforsøg.
»Kærligheden var der, men vi var begge på en glidebane. Det gik ad helvede til. To løveforældre, der prøvede at finde egne ben at stå fast på, mens vi følte skyld over for vores børn. Jeg var så optaget af at etablere en ny familie, at jeg ikke opdagede, at skyldfølelsen og sorgen flyttede med i den nye konstellation,« siger han.
Selvom der også var mange gode perioder, blev sorgen ved at forfølge ham. Efter nogle år valgte han at flytte på en husbåd langt ude på Refshaleøen i København. Her boede han i stilheden i fire år. To et halvt af dem sammen med sin søn.
»Jeg løb og løb og løb i ti år. Jeg havde ikke lyst til at gå ind i sorgen. Det føltes som at stikke hånden ind i en bikube fyldt med eksistentiel sorg og barndommens kriser. Men til sidst skulle jeg bare væk. Væk fra byen og væk fra mig selv. Jeg solgte og skrællede alt andet af og håbede, at livet på en båd med vinglas i hånden, en guitar i skødet og solnedgang i horisonten ville give mig ro. I stedet blev jeg konfronteret med alt det, jeg så længe havde skubbet fra mig. Det var en kæmpe omvæltning og kom lidt som et chok a la det, jeg oplevede efter skilsmissen,« siger Jan Rørdam, mens han endnu en gang lader to fingre smutte ind bag brillerne.
Men når han var alene på husbåden, dykkede han af og til ned i sorgen. Ensomheden og frustrationerne over det, der ikke var gået, som det skulle, skvulpede hen over ham.
»Jeg var ulykkelig over at have mistet familielivet, følte mig ensom som bare pokker og havde dårlig samvittighed over kontakten med børnene. Forsvarsværket, der havde holdt mig oven vande siden mine forældres skilsmisse, var brudt sammen, og vandet fossede ind,« siger han.
Efter fire år på husbåden var han i 2012 igen klar til livet i byen. Gladere og klogere på sig selv.
Til en af sine venners fødselsdagsfest mødte han igen kærligheden. Mette Vibe Utzon. De sludrede i baren, dansede. Et par dage efter ringede han til hende og inviterede hende ud at spise på en restaurant på Frederiksberg. Hun var alvorlig, charmerende og enormt smuk, syntes han. Halvandet år senere flyttede de sammen.
»Det er skønt at blive forelsket og finde en ny livspartner. Men hvor jeg før troede, at en forelskelse kunne ændre alt, ved jeg nu, at de eksistentielle udfordringer, jeg bærer rundt på, også følger med, selvom jeg får en ny kæreste, en ny husbåd eller en ny plade,« siger han.
Det er ikke mere end et par dage siden, skyldfølelsen sidst dukkede op i Jan Rørdams liv. Men i dag står han mere sikkert og er blevet bedre til at håndtere det.
Jan Rørdam fingerer ved kaffekoppen foran ham:
»Jeg øver mig i at være tydelig og værne om mine egne grænser. I dag ville jeg ikke drikke min kaffe med mælk i, for jeg kan bare bedst lide den uden.«
