Det er langt ud på natten på en øde, tåget kaj i New York. Du er ti år gammel. Du har netop opdaget, at det eneste, du har tilbage i livet er en dyster, maskeklædt mand med hang til livet under jorden.

Og det er vel at mærke ikke Batman. Hvad gør du så? Du kaster dig i armene på ham.

Det er i hvert fald, hvad drengen Gustave gør i 'Love Never Dies', den med spænding imødesete opfølger til 'Phantom Of The Opera'.

For at dét skal virke troværdigt, skal spillet, ordene, musikken, og ikke mindst følelsen gå op i en højere enhed.

Genopstår fra de døde

Det gør det i Det ny Teater. Men det tager tid.

Idéen, rammen for fantomet 2 er god nok. Sikkert medudviklet af Lloyd-Webbers medforfatter, komikeren m.m. Ben Elton, som vi kender fra alt fra 'Den sorte snog', 'The Young Ones' til 'We Will Rock You'.

Sidst vi mødte Fantomet - Erik som han rettelig hedder - var i 1881 i en parisisk dødsannonce. Nu er året 1907 og Fantomet er genopstået og tilbage på forlystelses-øen Coney Island ved New York. Det giver oplagte billedmæssige muligheder.

Utallige groteske figurer, frådende freaks og kokette dansere myldrer rundt mellem hovedaktørerne. Man må håbe for teaterskrædderen, at han eller hun er på akkord. Scenografien er fantastisk. Overvældende, betagende. En blanding af Fellini på surrealistisk syre og en modernistisk, næsten goth-agtig visuel grundtone.

Noget lang i spyttet

Det er lykkedes Fantomet at lokke HENDE til New York. Hende, hans livs elskede, blodet i hans årer, hele Fantomets eksistensberettigelse - navnet er Christine. Hendes desillusionerede, alkoholiske mand er skeptisk. Den lille søn fascineret. Det, som Christine tror er et job i Oscar Hammersteins berømt varieté og musicalteater, viser sig at være et job i Fantomets varieté.

Første akt er lang i spyttet. I begyndelsen forundres og bjergtages man af det imponerende skue. Men da først Fantomet møder Christine og hendes mands jalousi og selvdestruktivitet samtidig tiltager, tager man sig selv at kæmpe for at holde fokus vendt mod scenen.

Alt for lange, musikalske grundtemaer cirkler i ring, ligesom teatertågen, der konstant hviler over scenen. Det burde gnistre af uforløst kærlighed og smerte, men det virker noget fladt. 

Tomas Ambt Kofod giver Fantomet pondus og autoritet. Han synger suverænt. Men han er også stiv i det. Dæmonien og den betingelsesløse kærlighed skal man selv lægge i figuren - indtil vi når sangen til 'Fanden ta'r den sidste', hvor varmen breder sig - og, ja, Fanden tager Fantomet.

Lidt mere Malkovich, tak

Louise Fribo - som spiller Christine - har optrådt verden over i en to personers opera sammen med Hollywood-stjernen John Malkovich. Hun kunne godt have smuglet et par gram af hans borderline mentale aura med hjem og spredt ud over scenen. Christian Berg som Christines skvattede mand har en rem af huden. Skal det tilføjes.

Først i anden akt sættes tempoet i vejret, balancen mellem de lyse dansescener og det fortsatte drama er god. Reprisen af 'Fanden ta'r den sidste' er magtfuldt leveret af Koefoed & Co.

Rollen som den lunefulde 'Ohh la la girl' og badenymfe, Meg Giry, er lagt godt og kompetent i hænderne på den stigende musicalstjerne, charmerende Camille-Cathrine Rommedahl. Få bærer et par mamelukker som hende. Hun gør Meg til sin egen. Med alt hvad det indebærer af sødme, vanvid, jalousi og ulykke.

Fortryllende Fribo

Megs mor Madame Giry spilles og synges af Marianne Mortensen. Ikke den største rolle i 'Love Never Dies'. Men Mortensen leverer den kraftfuldt og med den rette underspillede djævelskab.

Den bare 12-årige Oscar Dietz gør Gustave levende. Sikken et talent.

Og så har vi gemt det bedste til sidst: Denne aftens største oplevelse i Det ny Teater, fortryllende Louise Fribo.

Hun synger jo fremragende. For fantomet da. Hun spiller på det mimiske klaver, så man, omend noget skeptisk i begyndelsen, køber det kaotiske følelsesmorads, der centrifugerer hjertet rundt inden i Christine.

Fribos store solonummer hedder 'Kærlighed ser'. Den sang er Lloyd Webber - jeg troede egentlig, han var gået til i engelsk reality-tv og pengeproblemer - så det flagrer mod himlen og griber om venepumpen. Jeg istemmer den svenske sidemands jubelråb: 'Bravo!'. Lige dér var jublen enorm i Det Ny Teater.

- Vi tager det lidt vi har fortjent, synger Louise Fribo et sted i 'Love Never Dies'. Hvad, hun har fortjent, er seks stjerner alene. Det trækker denne anmeldelse op på fem i alt.

PS: Plus til lyden. Det ny teater har efterhånden fået et lydanlæg, der gør det muligt at høre og forstå alle talte og sungne ord.

Andrew Lloyd Webber's 'Love Never Dies', Med Louise Fribo, Tomas Ambt Kofod, Christian Berg, Camille-Cathrine Rommedahl, Marianne Mortensen m.fl. Bo Kristian Jensen er dubleant for Kofod.