Danser Morten Kjeldgaard fra TV2-programmet Vild med dans har fået ny kæreste.

I sidste uge røg han og partner, skiløberen Laila Friis-Salling, ud af det populære underholdningsprogram. Alligevel har danseren masser at glæde sig over.

Han er nemlig nyforelsket, afslører han i det nye nummer af Billed Bladet.

»Han hedder Frederik, og jeg er meget forelsket,« fortæller Morten Kjeldgaard til ugebladet om sin nye kærlighed.

Kjeldgaard dannede i tre år par med norske Vegard Kristiansen, som også er danser.

De boede sammen i en lejlighed på Vesterbro, men i 2016 valgte de to at gå fra hinanden.

Kærligheden havde udviklet sig mere til et venskab, meddelte de i forbindelse med bruddet.

2016 var i det hele taget et svært år for Morten Kjeldgaard, for det var også det år, han mistede sin far til kræft.

Derfor lagde han heller ikke skjul på, at han gerne ville have danset med til det store Knæk Cancer-show på Det Kongelige Teater.

Sidste år dansede Morten Kjeldgaard sammen med skuespiller Iben Hjejle og var tæt på at snuppe den samlede sejr i 'Vild med dans'.

Parret var dommernes favorit, men seerne gav sejren til skuespiller Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen.

I 2016 blev han nummer to med skuespiller Stephania Potalivo.