Den 63-årige Morten Kirkskov, der både gør sig som forfatter, skuespiller og skuespilchef for Det Kongelige Teater, fik konstateret Parkinson i 2023.

Alligevel er det først i år, at han offentligt har åbnet op om den kroniske sygdom.

Nu står han frem med flere detaljer om livet med den fremadskridende lidelse. 

Det skriver Billedbladet, der fanger ham på Bogforum lørdag.

»Jeg har det godt. Jeg har det egentlig bedre, end jeg har haft det før, mens jeg har været syg. Det går jo op og ned. Det er en mærkelig sygdom,« fortæller han til mediet. 

Og selvom sygdommen tilsyneladende har sine udsving, skræmmer den ham 'forbavsende lidt'. 

Han beskriver, hvordan man ikke behøves at være syg for at vide, at man skal dø, men at det mærkes 'lidt mere intenst', når man så er syg. 

Derfor er det også vigtigt for Morten Kirkskov at få det bedste ud af livet og rent faktisk leve det, lyder det.

I praksis handler det for ham om at fokusere mere på det, man har lyst til end på det, der er bekymrende eller kedeligt. 

Ifølge ham, skal man derfor 'stå op, lægge ting bag sig, komme videre'.