Den folkekære skuespiller Morten Grunwald, der åndede ud onsdag aften, havde gjort sig sine tanker om livets afslutning.

»Jeg har ikke noget mod døden. Jeg vil bare helst ikke være der, når det sker.«

Sådan sagde Morten Grunwald i det sidste større interview, han gav til B.T. inden sin død.

I interviewet i anledning af sin 80 års-fødselsdag erkendte han, at han skubber det med døden fra sig.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg vil helst ikke tænke på det. Fordi jeg elsker at leve, elsker at opleve kunst, og først og fremmest at være sammen med min kone, mine børn og børnebørn,« sagde han.

Alligevel havde han overvejet, hvordan han ville stedes til hvile.

»Jeg skal i de ukendtes græsplæne. Jeg lever videre i mine børn og børnebørn. Hverken min kone eller jeg skal have en gravsten. Jeg skal brændes, og asken skal strøs ud over Øresund, og jeg skal ikke have noget gravmæle,« sagde han - og tilføjede:

»Det skulle da lige være, hvis man kunne komme op på højde med Nelsons søjle i London.«

Det var en taknemmelig Morten Grunwald, der dengang fortalte om sit liv, som han beskrev som lykkeligt.

Gennem over 50 år var han sammen med Lily Weiding, som han efterlader sig sammen med en datter og to papdøtre.

For blot et år siden trak han sig tilbage fra rampelyset.

Morten Grunwald sov stille ind tirsdag aften efter et lille døgns indlæggelse på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup.