»Man skal ikke være professor i hovedregning for at regne ud, at det meste af éns tid er gået.«

Morten Grunwald noterer sin alder med knastør humor. Og helt usentimentalt.

Han er ikke bare en mester i skuespillets kunst. Han er også ret dygtig til fortrængning, hvilket han indrømmer uden at blinke:

»Jeg skubber det med døden fra mig, jeg vil helst ikke tænke på det. Fordi jeg elsker at leve, elsker at opleve kunst, og først og fremmest at være sammen med min kone, mine børn og børnebørn,« siger Grunwald, mens han rører roligt rundt i den velduftende kaffe, han lige har brygget i sit køkken.

Se billederne: Filmdarling fylder firs

Tirsdag bliver Grunwald 80, men det er ikke sådan, han har det indeni.

»Jeg kan ikke forstå, at jeg er 80 år, for jeg har det fuldstændig, som da jeg gik på elevskolen. Jeg kan blive jublende lykkelig, når jeg ser noget godt, og rasende, når jeg ser noget dårligt. Sådan har jeg sgu altid haft det.«

Derfor var det heller ikke svært for Grunwald at sige ja til rollen som ægtemanden, der hjælper sin sygdomsramte hustru (spillet af Ghita Nørby) med at arrangere en afskedsweekend for den nærmeste familie. Den dystre baggrund er, at hun er ramt af den ubønhørlige sygdom als, der lammer nervesystemet, indtil patienten ikke engang selv kan trække vejret. derfor skal weekenden slutte med, at hustruen tager sit eget liv. Med ægtemandens assistance.

Aktiv dødshjælp, helt tæt på, i Bille Augusts drama ’Stille hjerte’, der lige har haft dansk premiere.

»Jeg var i tvivl, om jeg kunne arrangere sådan en afskedsweekend, og overvejede derfor også ganske kort, om jeg ville tage imod rollen. Men det varede kun en 15-20 sekunder, så måtte jeg sige til mig selv, at det var noget pjat. Jeg skal spille sammen med Ghita (Nørby) og Danica (Curcic), og jeg har aldrig arbejdet sammen med Bille, hvilket jeg gerne ville prøve.«

Morten Grunwald fylder 80 år med sin store rolle i Bille Augusts nye film. Vis mere

Ellers har han stort set prøvet alt.

Mest kendt er han for rollen som Benny i Olsen Banden, men både som skuespiller og teaterchef har han prøvet kræfter med alt fra Holberg, Tjekhov og hans yndlingsdramatiker Samuel Beckett.

»Han er sprængfyldt med livsvisdom og humor, som jeg elsker over alt andet. Og ligesom ham vil jeg ikke face dramaet (døden) på en tung, dyster og alvorlig måde. Jeg vil gerne afvæbne det med humor, og tage det med veloplagthed.

Morten Grunwald smiler skævt.

»’Sker det ikke nu, så sker det siden, og sker det ikke siden, så sker det dog engang. Vær beredt, Horatio’, som Hamlet siger.«

Er du så beredt, har du for eksempel bestemt, hvad der skal stå på din gravsten?

»Ja, der skal ikke stå en skid. Jeg skal i de ukendtes græsplæne. Jeg lever videre i mine børn og børnebørn. Hverken min kone eller jeg skal have en gravsten. Jeg skal brændes, og asken skal strøs ud over Øresund, og jeg skal ikke have noget gravmæle.«

Han holder en kunstpause.

»Det skulle da lige være, hvis man kunne komme op på højde med Nelsons søjle i London,« smiler Grunwald, der ud over de 80 år kan se frem til et andet jubilæum næste år.

Til marts har han været sammen med hustruen Lily Weiding i 50 år:

»Jeg har været en lykkens pamfilius. Jeg har ikke haft et ledigt øjeblik, siden jeg kom på elevskolen, og jeg har været så utrolig heldig i mit kærlighedsliv, at jeg har fået den pige, jeg elsker, og som jeg har haft et pragtfuldt liv med. Både privat og arbejdsmæssigt. Til marts har vi været sammen i 50 år. Og vi er spillevende begge to. Interesseret i vores liv, og vi tænker meget på at nyde hver eneste dag, fordi vi ikke har så mange dage tilbage, som der har været. Men det skubber man fra sig. Jeg har ikke noget mod døden. Jeg vil bare helst ikke være der, når det sker,« griner Grunwald:

»Uden humor går det ikke. Hvis ikke den var der, så var livet rædselsfuldt.«

På væggen i hjemmet, som han deler med hustruen, hænger gedigen kunst på store lærreder. Alt i stuen dufter af kvalitet. Selv kaffen.

»Nogle gange kan man få den tanke, at der er en mening med det hele. Altså i et svagt øjeblik. Nej, jeg har sgu været heldig.«

Han trommer med fingrene på bordet.

»Jeg har altid været meget betaget af min kone, både som kvinde og skuespiller. Vi har samme ambitioner og samme kvalitetsniveau. Hun har aldrig afleveret noget, som ikke var det ypperste. Men det hele hviler på forelskelse. Selvfølgelig har der været knubs undervejs, men det gør ikke noget, hvis det er ægte.«

Hvordan har du det med, at når du siger farvel, så bliver det måske under overskriften, ’Tak for alt, Benny’ eller noget andet med reference til Olsen Banden?

»Det har jeg aldrig tænkt på... Det er sgu da et uhyggeligt spørgsmål. Men jeg er egentlig også hamrende ligeglad. Det må I selv finde ud af.«

Han smiler det lille smil igen:

»Men jeg fristes til at sige det samme som Poul Bundgaard engang sagde: ’Vi har da også lavet andre ting’. Når det er sagt, så er jeg meget taknemmelig og stolt over det, vi lavede i ’Olsen Banden’. Det var dejlige og gyldne år. Og pragtfuldt at arbejde i det fællesskab som vi havde sammen.

»Jeg betragter det som et stort privilegium, at arbejde sammen med netop de mennesker, men jeg kan godt blive overrasket over den kærlighed og entusiasme, der stadig er der hos publikum. Selvom det ikke er noget, jeg spekulerer så meget på«, siger Morten Grunwald, der som skuespiller altid har haft det bedst med at lave film fremfor teater:

»For mig har det enorme omkostninger at spille teater. Det er mentalt krævende, fordi det allerede begynder at rumstere om formiddagen. Klokken otte tager du så en dyb indånding og går på scenen. Og når du så tænker på, at det skal du lave i de næste tre måneder. Det slider...

På film har jeg tværtimod haft det som en fisk i vandet. Jeg har elsket det, og jeg er vild med de der korte intense kommando-raids.«

Han knipser med fingrene.

»Jeg elsker den fremdrift, spilleglæden, koncentrationen og nærværet.«

Se billederne: Filmdarling fylder firs

Er du stadig sulten?

»Ja, det er jeg, hvis det er en rolle, der giver mening for mig. Men der bliver ikke danset så meget som dengang, jeg var ung filmstjerne og lavede tre film om året. I slutningen af 90erne fik jeg diabetes 2, og tabte 40 kilo. Jeg kæmpede med det i mange år og fik has på det, og i dag er jeg ikke medicineret mere. Men diabetes angriber nerverne i benene, og de regenererer ikke, så jeg har sodavand i benene, og derfor går jeg anderledes. Men jeg er lykkelig for, at jeg har det så skide hamrende godt, og jeg siger tak, fordi, der var plads til mig på Ballings landshold.«