I en ny samtalebog med Linse Kessler og hendes elskede mor, Mopper, kommer publikum tættere på de to personligheder end nogensinde før. Blandt andet fortæller Mopper, der døde sidste år efter et halvt års svær sygdom, om sin sidste tid.

Det er aldrig kommet frem, hvilken sygdom, der tog livet af Ann Patricia Christensen, der var landskendt som 'Mopper' i 'Familien fra Bryggen'. I den nye bog, der bærer titlen 'Mopper og Mig', fortæller Mopper selv mere detaljeret om sin sygdom, end hvad der hidtil har været fremme.

Blandt andet afslører Mopper, at hendes sygdom tilsyneladende opstod i halsen. Gennem længere tid havde Mopper haft ondt i halsen, men hendes egen læge mente, at smerterne blot skyldtes en forkølelse. Men Mopper havde haft ondt i lang tid. Og det var juni måned og dermed ikke højsæson for forkølelser.

Linse besluttede derfor at betale, så Mopper kunne blive undersøgt på et privathospital. Hun forstod ikke, at lægen ikke ville tjekke Mopper efter.

»På Hamlet (privathospital, red) fandt de lynhurtigt ud af, hvad der var galt med min hals. Jeg vil ikke sige, hvad det er, men jeg var chokeret. Jeg var overbevist om, at jeg er så hårdfør, og jeg har aldrig rigtig været syg. Skulle det ramme mig! Det kan ikke være rigtigt. Men det var det, og min første tanke var: 'Nu dør jeg. Den sygdom dør man af. Den dør man altid af',« fortæller Mopper i 'Mopper og mig', der er på gaden mandag.

Det var i september 2016, at Linse Kessler ved et pressemøde fortalte, at 78-årige Mopper var alvorligt syg. På daværende tidspunkt havde familien kendt til sygdommen i fire måneder. Lægerne havde givet Mopper seks måneder at leve i, og forudsigelsen skulle vise sig at holde stik. To måneder senere, 21. november, døde Mopper omgivet af sin familie. Det forløb og meget andet, taler Linse Kessler og Mopper om i den nye samtalebog. Foruden sygdommen taler mor og datter også en masse om Moppers og Linses tidlige liv og barndom.

I bogen fortæller Linse Kessler videre om sin mors intense behandlingsforløb på privathospitalet Hamlet. Mopper skulle i narkose og have foretaget en såkaldt tracheostomi. Indgrebet er en operativ åbning af luftrøret, hvor lægerne placerer en tragt i halsen, så patienten kan trække vejret.

Mopper var 13 timer om at vågne efter narkosen. Efter et par dage virkede det på Linse Kessler, som om at Mopper 'havde kastet håndkædet'. Hun kom ind på stuen og fandt sin mor i bar overkrop. Mopper lå og sov med skjorten åben. Helt stille. Så Linse gik hen og knappede skjorten igen. På det tidspunkt vejede Mopper blot 37,5 kilo.

Det lykkedes dog at få Mopper op på 51 kilo i løbet af hendes sidste tid. Og det skulle vise sig, at Mopper fik yderligere et halvt år på Bryggen, selvom hendes sygdom blev opdaget sent.

Linse og lillebror Mikkel Kessler brugte en stor del af den tid på at passe på deres mor. Med den sidegevinst, at de to søskende fandt hinanden igen efter en periode, hvor de hver især havde haft travlt med deres respektive bokse- og tv-karrierer. De havde aldrig mistet kontakten, men snakkede i løbet af Moppers sygdomsforløb igen sammen næsten hver dag.

Forfatteren bag 'Mopper og Mig' er Michael Holbek, der også står bag Linse Kesslers to tidligere bogudgivelser.