Onsdag kom den tragiske nyhed om, at den tidligere supermodel Tatjana Patitz er død i en alder af blot 56 år.

Årsagen er brystkræft. En sygdom, som hun til det sidste skjulte for offentligheden.

Af samme grund er chokket stort hos mange af hendes forhenværende kollegaer, som på de sociale medier udtrykker deres store sorg over tyskerens død.

'Jeg er så ked af at høre, at Tatjana Patitz er gået bort. Hun var et sandt medlem af supermodel-banden, og det er svært at forstå, at en så ung kvinde ikke længere er i blandt os,' skriver Claudia Schiffer og fortæller, at Tatjana Patitz altid var en fornøjelse at arbejde sammen med.

Det debatteres lidt, om der var fire, fem eller seks originale supermodeller, men på alle lister er Tatjana Patitz' navn, og det samme er Cindy Crawfords.

'Vi var babyer sammen i modeindustrien, og jeg føler, at vi voksede op sammen. Vi lavede så mange fotoserier sammen og var backstage til så mange show. Hun var mild, følsom, venlig, nysgerrig, og hvem kan nogensinde glemme de gennemborende øjne,' skriver Crawford.

Også danske Helena Christensen fik lov til at arbejde sammen med Tatjana Patitz, og det er noget, der har gjort indtryk.

Tatjana Patitz blev 56 år gammel.
Tatjana Patitz blev 56 år gammel. Foto: CHRISTIAN CHARISIUS
Vis mere

Med flere billeder fra deres arbejde sammen og en længere tekst på Instagram hylder hun den afdøde model.

'Smukke Tatjana, du var sådan en skøn sjæl på både yder- og indersiden. Altid yndefuld og rolig med de der vidunderlige, smilende øjne. Vi tog på så mange ture sammen fra så ung en alder og delte utrolige minder. Jeg elskede at være omkring dig, det føltes så fredeligt, og vi grinede altid meget. Jeg er taknemmelig for, at vi holdt kontakten til det sidste,' skriver hun og fortæller, at hun fik et smil på læben, da hun læste deres sidste beskeder igennem.