Den amerikanske model Blac Chyna har vundet en årelang retssag over Rob Kardashian, der er bror til de tre reality-stjerner Kim, Kourtney og Khoé Kardashian.
Rob Kardashian og Blac Chyna er ekskærester, og som med resten af Kardashian-familien, så elsker han at være omdrejningspunktet på tv-skærmen.
Derfor blev der tilbage i 2017 optaget en sæson to af reality-programmet 'Rob & Chyna' om parret, der dengang var smaskforelskede, men som kort efter optagelserne valgte at gå fra hinanden.
Siden da har parterne kæmpet en juridisk kamp om at få råderet over materialet, som aldrig udkom på tv.

Og Blac Chyna kan altså nu ånde lettet op, da hun har vundet retssagen. Det skriver The Sun.
Produktionsselskabet Bunim/Murray skal overdrage materialet til den 32-årige model.
I sæson to følges parret tæt, alt imens deres forhold blomstrer, og hvor Blac Chyna undervejs skal under kniven.
Udover sæson to af deres eget program er der også ubenyttet materiale fra programmet 'Keeping up with the Kardashians', som skal overdrages til hende. Det er optagelser, hvor Rob Kardashian og Blac Chyna opdrager deres datter, Dream.
Men forholdet krakelerede, og der har været kold luft mellem parterne siden. Kris Jenner, mor til Rob Kardashian, har tidligere anklaget Chyna for vold mod sin søn, og tidligere i år sagsøgte Rob Kardashian hende, fordi han påstod, at hun engang havde forsøgt at kvæle ham med en telefonoplader.
Blac Chyna har forsøgt at inddrage tv-selskabet NBCUniversal, hvor programmet i sin tid blev vist, da hun mener, at de har holdt hånden over Rob Kardashian. Rob Kardashians advokat har som modsvar påstået, at Blac Chyna ad flere omgange har ændret sine forklaringer.
NBCUniversal ser med stor alvor på miseren:
»Vi tager anklagerne meget alvorligt og igen, hvis ikke der er noget Rob og Chyna, så er der ikke noget 'Rob & Chyna'.«
Sæson to af programmet kommer derfor aldrig til at blive vist på tv.