Noget af det sidste, Margit Brandt sagde til sin mand, inden hun døde af lungesygdommen KOL i 2011, var: 'Pas godt på hunden'.

De ord har runget i modeskaberen Erik Brandts hoved lige siden. Men for ganske nylig var det lige ved at gå grueligt galt for 12-årige Andy, da han løb ud på vejen ved sin ejers lejlighed på Esplanaden i København og blev kørt ned af en bilist, som derefter kørte fra stedet.

Det skriver Her&Nu, der udkommer onsdag.

Andy blev fundet i en blodpøl, og i en stund svævede hunden mellem liv og død. Men selvom dyrlægerne nu giver Andy gode udsigter, så er Erik Brandt dødbange. Bange for at miste sit allerkæreste eje.

»Udsigterne er heldigvis fine, men jeg er ikke rolig. Prøv at se, hvor sløj han er efter dagens bedøvelse hos dyrlægen. Bare han nu overlever,« siger Erik Brandt til ugebladet.

Han havde luftet sin lille ven uden snor mandag aften i sidste uge, men da Andy fik færden af andre hunde, tog fanden ved ham, og Erik Brandt kunne ikke følge med. Så hørte han lyden af lille Andys smerte og jammer og fandt ham i en blodpøl omringet af forbipasserende, som ville hjælpe den hylende hund.

Den 73-årige modekonge tog sin lille firbenede ven i armene og løb op i lejligheden, hvor han ringede til dyrlægen. 12-årige Andy havde fået tre brud på benet og en del hudafskrabninger, men var sluppet forholdsvis heldigt fra den forfærdelige ulykke uden større skader i hovedregionen.

Erik Brandt fortæller til Her&Nu, mens hans øjne bliver våde, at han ikke vil have, at lille Andy skal overnatte på klinikken. Derfor tager han selv ind til dyrlægen tre gange om dagen for at få den firbenede tilset af specialisterne.

Hjemme i herskabslejligheden på Esplanaden bliver Andy skam også behandlet som en konge. Der er ingen tvivl om, at Erik Brandt forguder ham, skriver ugebladet. Således får han lov at ligge præcis, hvor han vil, om det er i sofaen, sengen eller på spisebordet. Vennerne skal heller ikke regne med besøg fra modeskaberen, hvis ikke han må tage sin lille ledsager med, og han kunne aldrig drømme om at besøge en beværtning, som ikke tillader hunde.

Andy har tidligere været en af hovedpersonerne i en nabostrid i det eksklusive kvarter i København. Tidligere er Erik Brandt nemlig blevet tiltalt for at have skubbet en nabo i brystet med en sådan kraft, at han blev tiltalt for vold, da en hundeluftetur i september 2015 udviklede sig ubehageligt.

Her forsøgte en kvindelig nabo at passere Erik Brandt og Andy, og skubbede, ifølge Erik Brandts egen forklaring, til Andy for at komme forbi.

Det gjorde ham så rasende, at et par skældsord blev sagt. Heriblandt 'hysteriske møgkælling'.

»Jeg flipper fuldstændig ud og bliver rasende, for det er ikke første gang, det er sket,« forklarede Erik Brandt i retten, inden han blev frikendt i sagen.

»Jeg er imod al form for vold. Også mod dyr. Og jeg vil ikke finde mig i, at nogen sparker til min hund, Andy,« fortalte Erik Brandt dengang til BT.

Andy er en lille pelset fyr af racen Löwchen. Erik Brandt har tidligere fortalt, hvordan Andy har været hans et og alt, siden han i 2011 mistede sin hustru designeren Margit Brandt, og han lufter hver dag den lille hund med flere daglige gåture på Esplanaden og Kastellet.