Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Da Mitchel Nebelong hørte, at han skulle medvirke i '4-stjerners middag' med realityfænomenet Sidney Lee, var han alt andet end tilfreds.

»Det var der ikke nogen af os to, der havde lyst til, for vi brød os ikke om hinanden. Vi kendte til hinanden og stødte ofte på hinanden i byen, men vi hilste bestemt ikke på hinanden.«

De havde begge medvirket i Kanal 4-programmet 'Singleliv', men der var altså ikke kollegial stemning mellem herrerne. Tværtimod. Stemningen blev dog – om muligt – endnu værre.

»Da vi begyndte at optage ('4-stjerners middag', red.) blev vi endnu mere uvenner. Jeg tænkte: 'Hold kæft, en idiot'. Han lavede ikke andet end at skabe sig og lavede hele tiden problemer under optagelserne,« fortæller Mitchel Nebelong til B.T.

Mitchel og Sidney.
Mitchel og Sidney.
Vis mere

Sidney Lee ændrede sig nemlig ikke, når kameraerne slukkede. Overhovedet. Når han var omkring folk, han ikke anså som tætte relationer, var han i rollen. Så Mitchel var overbevist om, at det bare var sådan, han var: For meget.

Det var først, da realitykollegaerne faldt i snak over en af Sidneys ekskærester, der havde været efter dem begge, at de fandt hinanden – og derfra tog det fart. For Sidney Lee var en helt anden i privaten. De blev så tætte, at de fejrede fødselsdage med hinanden, og Sidney lærte sågar Mitchels familie at kende.

»Hvis han var hjemme hos mig, og det var bare os, var han privat. Hvis min kæreste var der, kom der en lille snert indover, og hvis der kom gæster, og vi skulle holde fest eller noget, så var det en helt anden person, der var der,« fortæller Mitchel Nebelong og fortsætter:

»Så du skulle være virkelig privat, før han var 100 procent sig selv. Det er jo et eller andet sted synd, at han har følt, han har haft et behov for at gøre det på den måde.«

Ifølge hans mangeårige ven var den private Sidney utrolig ydmyg og meget taknemmelig for alt, man gjorde for ham.

»Han gjorde rigtig meget for andre også. Det var en person, du altid vidste, du kunne regne med og stole på.«

Men Sidney var også en mand med mange, mange jern i ilden.

»Han havde altid travlt og havde gang i 10.000 ting. Men lige så meget, som han havde gang i mange ting, lige så ensom var han jo også til tider. Han havde jo en tendens til at vise, at han var jordens mest travle mand, men det vidste vi jo allesammen godt ikke passede,« fortæller Mitchel Nebelong.

Mitchel Nebelong og Sidney Lee.
Mitchel Nebelong og Sidney Lee. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Han skulle helst ikke tabe ansigt og virke, som om han ikke havde alle de her gæstebartenders-job, som han gav udtryk for, at han havde. Det var ikke noget, man talte om, men jeg tror, de fleste godt vidste det.«

Sidney Lee havde desuden en barnlig sjæl, som vennen beskriver som en »Peter Pan-karakter, der aldrig blev voksen«.

Eksempelvis fandt han, som bekendt, stor glæde i videospil, hvor han da også udmærkede sig ved at være exceptionel god. Især til 'Tekken' og 'Mortal Kombat'.

Da Mitchel for halvandet år siden havde inviteret en masse par til fest hos ham, hvor hver person skulle medbringe en cocktail, var Sidney og hans daværende kæreste også på gæstelisten.

Den ukronede realitykonge havde dog en lidt anden tilgang til kulørte drinks end resten af selskabet – og til festen i det hele taget.

Mitchel Nebelong og Sidney Lee.
Mitchel Nebelong og Sidney Lee.
Vis mere

»Den cocktail, han havde handlet ind til, var Cocio med flødeskum og Cuba Caramel. Han kaldte den for en Fiskelussing. Han havde selv opfundet den, mente han,« fortæller Mitchel Nebelong med et grin og tilføjer:

»Vi nåede ikke at drikke cocktails i mere end fem minutter, før han spurgte: 'Er det okay, jeg henter min Xbox og tilslutter den dit fjernsyn, så jeg kan spille lidt?'«

Selvom samtlige af festens gæster tænkte, det var lidt specielt, gik der altså ikke længe, før Sidney Lee havde udfordret hver og en til at spille mod ham. Men ingen kunne slå ham.

Med en berømmelse af den kaliber, og en – til tider – provokerende fremtoning på skærmen erhvervede Sidney sig også en masse, der – ligesom Mitchel i starten – ikke brød sig om ham.

Selvom det var en del af Sidney Lees varemærke at være fløjtende ligeglad med, hvad folk tænkte om ham, så tror Mitchel, at kritikken af og til rørte noget i ham.

»Han snakkede ofte om sine haters, og at han var ligeglad med dem – men så meget, som han snakkede om dem, tror jeg simpelthen ikke på, at han har været helt ligeglad. Men det er ikke noget, han har talt om.«

Efter tabet af sin ven ærgrer Mitchel sig over, at danskerne ikke fik et indblik i, hvilke andre sider og kvaliteter Sidney Lee rummede uden for mediebilledet.

»Så kunne den gængse dansker have set, hvordan han egentlig var, fordi folk ville have holdt meget mere af ham, hvis han bare havde været sig selv.«

 

Lyt til 'Den, vi taler om: Sidney Lee' lige her

Andre læser også