Fredag bliver sæsonens finale af 'Vild med dans' danset i Horsens, hvor tre par skal dyste om den eftertragtede titel.

Og det har været en sæson, hvor Danmark har skrevet tv-historie ved at lade to mænd danse sammen for første gang. Parret har været Silas Holst og Jakob Fauerby.

Ministeren for ligestilling, Mogens Jensen, hylder beslutningen fra TV 2:

»At de danser sammen er fantastisk. Vi viser, at man er fri til at være, som man er i Danmark. Tusinde tak til TV 2 og tusinde tak til Silas og Jakob. Det er et enormt vigtigt signal, de sender,« siger han til B.T.

Mogens Jensen (S) er meget glad for, at TV 2 har vist, at det er i orden, at to mænd danser sammen.
Mogens Jensen (S) er meget glad for, at TV 2 har vist, at det er i orden, at to mænd danser sammen. Foto: Philip Davali
Vis mere

Silas Holst og Jakob Fauerby er favoritter til at vinde finalen i Horsens, og 56-årige Jensen understreger, hvor vigtigt det har været at have dem på skærmen fredag efter fredag:

»Deres deltagelse de seneste mange fredage kan ikke undervurderes. Vi oplever desværre stadig homofobi herhjemme, og det skal vi til livs.«

Ministeren synes, at Danmark er et forbillede for andre lande, når det kommer til ligestilling, og han er glad for, at vi er nået så langt, som vi er:

»'Vild med dans' er ikke det eneste sted, hvor vi er et forbillede. Det er vi også i mange andre sammenhænge, og det er godt. Vi viser, det er i orden at kysse og danse med sit eget køn. Tilbage i 1968 måtte vi det ikke, så jeg er glad for at se, hvor langt vi er kommet.«

Silas Holst og Jakob Fauerby er hos Danske Spil favorit til at vinde sæsonens udgave af 'Vild med dans'.
Silas Holst og Jakob Fauerby er hos Danske Spil favorit til at vinde sæsonens udgave af 'Vild med dans'. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Som bekendt er Mogens Jensen selv homoseksuel, og Holst og Fauerby har da også haft indvirkning på ham:

»De har haft en stor betydning. Der er stadig en tendens til, at to mænd ikke danser sammen til private fester, og det håber jeg, at 'Vild med dans' kan være med til at ændre på. Folk skal danse med, hvem de vil - også til private arrangementer.«

I forrige uges program af 'Vild med dans' på TV 2 fortalte Silas Holst, at han har svært ved at holde sin kæreste i hånden i København. Det kan ministeren nikke genkendende til:

»Det er ikke i orden. Ja, det er nærmest uacceptabelt. Man skal ikke råbes af, fordi man er til sit eget køn. Men jeg har selv haft de samme overvejelser som Silas - det skal jeg ærligt indrømme.«

'Vild med dans' blev sendt for første gang på TV 2 tilbage i 2005, og der har derfor været mange kendisser på dansegulvet siden da.

Mogens Jensen er ikke selv en af dem, der er blevet tilbudt en plads i programmet, og det mener han er en god beslutning:

»Det ville ikke være godt for danskerne eller mig selv. Jeg har godt nok gået på danseskole i et halvt år, men så blev jeg smidt ud, fordi jeg hellere vil træde de andre drenge over tæerne,« griner han til B.T.

Ministeren er dog ikke i tvivl om, hvem han ville danse med, hvis han skulle deltage:

Mogens Jensen ville gerne danse med Silas Holst eller Jakob Fauerby, hvis han skulle medvirke i 'Vild med dans'.
Mogens Jensen ville gerne danse med Silas Holst eller Jakob Fauerby, hvis han skulle medvirke i 'Vild med dans'. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Jeg ville danse med Silas eller Jakob, men jeg ville nok ikke turde. De er jo helt vildt gode,« slutter ministeren overfor B.T.

Mogens Jensen fortalte tidligere på året til B.T., at han gemte på sin sande seksualitet i 33 år.

Ministeren gemte på sin rigtige seksualitet så længe, fordi normen var, at du som dreng var til piger. Han kunne dog godt mærke, at han var tiltrukket af drenge.

Finalen af 'Vild med dans' kan ses på TV 2 fredag aften klokken 20.00.