Forfatter Anne Mette Hancock har et Godfather-agtigt forhold til sin familie. Den kommer før alt, og selv om den internationale succes betyder mange rejser, kalder hun sig meget »hjemmeagtig«.
Du er gået fra at være hjemmegående mor og freelancejournalist til at være international bestsellerforfatter. Hvad fik dig til at tage beslutningen om at blive krimiforfatter?
»Det, der gjorde, at jeg tog beslutningen, var, at jeg ikke følte, jeg havde en karriere, som jeg brændte for. Det føltes lidt som et sidste skud i bøssen, hvis jeg skulle have muligheden for at finde noget, som gav karrieremæssig mening.«
»Jeg havde uddannet mig til journalist, men allerede i praktikken kunne jeg mærke, at det ikke gik med et lille barn i vuggestuen, et endnu mindre barn i maven og en mand, som rejste meget i forbindelse med sit arbejde. Jeg prioriterede derfor i årevis at være familiemenneske og hjemmegående, men da børnene begyndte i skole, skulle jeg pludselig finde noget andet, der kunne udfylde den tid.«
»Det kombineret med, at jeg i 2016 pludselig fik det meget dårligt. Jeg fik en form for angst og stress, næsten lidt depressionsagtigt, og jeg synes ellers, at jeg levede et rimelig ustressende liv, hvor jeg kunne gøre det, som jeg havde lyst til.«
»Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få det bedre, så jeg fandt nogle kapitler frem, som jeg havde haft liggende i skuffen i et par år. Jeg begyndte at fokusere på at skrive videre på de kapitler i stedet for at sidde og analysere mine egne tanker. I processen med at skrive videre på det, som skulle blive min første bog, fik jeg det bedre. Det gik simpelthen væk fra den ene dag til den anden – som dug for solen.«
Hvad er den største omvæltning i dit familieliv i forhold til tidligere?
»Jeg har haft mange udgivelser det sidste år i andre lande, og i den forbindelse er der ofte noget hurlumhej, som jeg er nødt til at rejse hen til. Det skal jeg helt klart vænne mig til, fordi jeg egentlig er ret 'hjemmeagtig'. Jeg sover bare bedst, når vi alle fire er samlet. Heldigvis tager Tim og ungerne med, så ofte de kan, fordi han er selvstændig, så der er den mulighed. Det letter mig at vide, at ligegyldigt hvad, så skal jeg ikke undvære dem længe.«
Du har sagt, at du er helt Godfather-agtig i forhold til din familie. Kan du sætte flere ord på det?
»Jeg tror, at det stammer helt tilbage til min barndom. Vi har altid været meget sammentømret i min familie.«
»Der var en episode, hvor vi var på skiferie. Jeg var omkring 10 år gammel, og min bror og jeg legede med de mange andre børn i området. En af de lidt ældre drenge begyndte at sige drillende ord til min storebror – på sådan en lidt ondskabsfuld måde. Alle de andre syntes, at ham den store dreng var sej, men min bror gik ind til mine forældre – og jeg blev. Så kom min far ud, og det var ikke, fordi han skældte mig ud, men jeg husker tydeligt, at han sagde: 'Vi tager aldrig parti imod familien'. Det har siddet solidt i mig siden og gælder selvfølgelig også min mand og børn i dag. Uanset hvad, så løfter vi hinanden.«
Hvilke fremtidsdrømme har du for dig selv og din familie?
»At vi må få lov til at beholde det, vi har. Med det mener jeg ikke materielle goder, men at vi må få lov at beholde det liv, vi har. Jeg siger tit til min mor, at jeg tror, at jeg har opnået alt det, som jeg drømte om – og mere til! Så jeg har ikke store drømme om mere. Men det er klart, at man altid gerne vil have flere læsere. For når man skyder en baseball ud i universet, så vil man gerne have, at der er nogen, der griber den i den anden ende.«
