Den danske milliardær Lars Seier Christensen har med sine penge været med til at bygge partiet Liberal Alliance.
Men han har ingen planer om selv at gå ind i politik. Tværtimod.
»Mit liv er alt for godt og behageligt til, at jeg gider sidde i Folketinget,« griner Lars Seier Christensen, da B.T. taler med ham på en telefon fra Singapore.
Den danske rigmand, der i 2017 solgte sin ejerandel af Saxo Bank for svimlende 2,6 milliarder kroner, er mandag aktuel i TV 2-programmet ‘Vejen til Seier’, hvor han udvælger og arbejder med håbefulde iværksættere, som han selv investerer i.
Programmet kan lede tankerne hen på den amerikanske præsident Donald Trumps nu hedengangne program 'The Apprentice', der ligeledes havde én succesfuld rigmand i fokus, som skulle teste en masse dygtige, håbefulde kandidater.
Lars Seier Christensen har flere gange offentligt udtrykt sin støtte til netop Donald Trump. Men man skal altså ikke forvente, at han går i præsidentens fodspor.
»De behøver ikke frygte, jeg går ind i dansk politik. Jeg laver mindre og mindre på den front. For længe siden var det spændende at starte noget nyt, men nu fungerer det, så jeg blander mig ikke, så det er bestemt ikke en ambition for mig,« siger Lars Seier Christensen.
»Men nu du laver pendanten til Trump og 'The Apprentice', så var Klaus Riskjær jo i den danske udgave, da det blev lavet i Danmark, så der er måske en naturlig karrierevej der,« siger Lars Seier Christensen.

Den 56-årige rigmand og investor har siden dannelsen af Liberal Alliance ikke holdt sig tilbage for at kommentere dansk politik og være en udtalt støtte af partiet og Anders Samuelsen.
Seier Christensens hjerte banker dog også for mange andre ting end politik.
Således har han for nylig købt mere end en femtedel af aktierne i Parken Sport & Entertainment, der ejer fodboldklubben FC København, Telia Parken og Lalandia.
Privat bor Lars Seier Christensen i Schweiz med sin kone, Yvonne Christensen. De har sammen fem børn.


