Popstjernen Miley Cyrus må nu bruge sit eget navn til markedsføring i Europa.

Det afgjorde EU-Domstolen onsdag den 16. juni 2021.

Dermed blev en tidligere afgørelse fra EUIPO, Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret, omstødt. Ifølge den daværende afgørelse måtte Miley Cyrus ikke markedsføre sig som varemærke i eget navn i Europa.

Det betød, at den 28-årige popstjerne ikke har måttet skrive sit navn på en lang række produkter – særligt relevant i forhold til merchandise.

Sagen startede helt tilbage i 2014, da Miley Cyrus' virksomhed Smiley Miley, Inc. ansøgte EUIPO om varemærkeregistering af navnet MILEY CYRUS og fik afslag.

Afslaget blev givet med den begrundelse, at den britiske virksomhed Cyrus Trademarks Ltd. allerede ejede eneretten til Cyrus-navnet.

Virksomheden selv gjorde også modstand mod den tidligere Disney-stjernes ønske om at bruge sit eget navn til markedsføring i Europa.

Men onsdag afgjorde EU-Domstolen – EUs højeste retsinstans – altså, at Cyrus og Miley Cyrus ikke er forvekslelige nok til, at Miley Cyrus ikke må få varemærkeregistrering på sit navn.

»Det ansøgte varemærke, MILEY CYRUS, har et klart og specifikt semantisk indhold for den relevante offentlighed, da det henviser til en offentlig person af internationalt omdømme, kendt af de fleste velinformerede, rimeligt observante og velunderrettede personer,« lød det i EU-domstolens afgørelse.

I retssalen i Luxembourg var Miley Cyrus repræsenteret af sin advokat J.B. Devaureix. Derudover blev det afgjort, at EUIPO skal betale sagens omkostninger.