Miley Cyrus: 'Jeg havde en medicinsk nødsituation'


»Jeg havde en medicinsk nødsituation.«
I et nyt interview åbner den verdenskendte sanger Miley Cyrus op for en »smertefuld« oplevelse, som hun gik igennem i forbindelse med et stort anlagt nytårsshow.
Da nytåret nærmede sig i 2023 skulle den i dag 32-årige 'Flowers'-sanger stå i spidsen for et show hos NBC med blandt andre countrystjernen Dolly Parton, der er hendes gudmor.
Men selvom hun på tv-billederne fra showet ses smile, var oplevelsen ikke rar for hende.

Faktisk var den »traumatisk«.
Det fortæller Miley Cyrus i podcasten The Zane Lowe Interview i forbindelse med, at hun taler om at arbejde sammen med Lorne Michaels, der producerede nytårsshowet og normalt står bag satireprogrammet 'Saturday Night Live'.
»Jeg havde en ret traumatisk oplevelse på et show, jeg lavede med Lorne,« indleder sangeren med at fortælle.
»Jeg havde en medicinsk nødsituation. Jeg havde en cyste på æggestokkene, som sprang, og vi vidste ikke præcis, hvad der foregik, så vi gjorde det (showet, red.), men det var ret traumatisk, for det var ekstremt smertefuldt. Og jeg gennemførte showet alligevel, men det var virkelig, virkelig hårdt for mig,« forklarer Miley Cyrus videre.

Cyster, der er en væskefyldt blære, er almindelige og kan ofte være harmløse og giver ingen eller få symptomer.
Men større cyster kan give symptomer som bækkensmerter, tryk i maven og oppustethed. Der kan »også opstå smerter, hvis der går hul på cysten, eller hvis der er blødning fra cysten«, lyder det hos Sundhed.dk, hvor også oplyses, at »en sprunget cyste er ufarligt, men meget smertefuldt«.
I podcasten forklarer Miley Cyrus videre, at oplevelsen næsten fik hende til at indstille sin karriere, men at en samtale med Lorne Michaels fik hende på andre tanker.
»Jeg spiste middag med Lorne, og han sagde noget, som har sat sig i mig. Han sagde: 'Seks måneder. Alle har seks måneder til at have ondt af sig selv, og så begynder vi at bygge op igen',« mindes sangeren.
Hun fortæller ikke nærmere om oplevelsen i podcasten.
Miley Cyrus udgiver sit niende studiealbum, 'Something Beautiful', den 30. maj.