I 2020 købte Mikkel Beha og hustruen, Marian Midé Andersen, et stort hus i Hundested lige ned til vandet.

Og noget tyder på, at de er glade for området.

De har i hvert fald besluttet sig for også at købe nabogrunden.

Det skriver Se og Hør.

Ifølge Tinglysningen har de betalt 4,8 millioner kroner, men for det får de så også en grund, som har et strandbeskyttelsesareal på intet mindre end 2.163 kvadratmeter.

Der er også flere små bygninger på grunden.

Reglerne om strandbeskyttelse betyder, at der er begrænsninger for, hvilke ændringer man må udføre på boliger og grunden, der ligger inden for strandbeskyttelseslinjen.

Huset, som parret købte i 2020, kostede 7,4 millioner kroner ifølge Se og Hør, og det store hus på 324 kvadratmeter og 12 værelser var købt med hele familien i tankerne.

»Det skal bruges til, at vi kan være der hele familien. Vi er jo blevet en stor familie, og vi bor alle sammen småt, så nu får vi et sted, hvor der er plads, og det er dejligt,« fortalte Mikkel Beha i 2020 til Billed Bladet TV-Guld på Hotel d'Angleterre i København.

Og området var et, han kendte ganske godt i forvejen.

»Det er et fedt sted at surfe. Vi er kommet der meget,« lød det.