Mikkel Beha Erichsen er en del af et mindretal.

Han er en af de få danskere, der aldrig nogensinde logger ind på Facebook, Instagram eller Twitter.

»Jeg har aldrig – som i aldrig nogensinde – trykket mig ind på et socialt medie,« siger han til B.T.

Beha, der er vært ved det store TV 2-show 'De største øjeblikke', der bliver sendt 30. december, har endda ikke engang kigget over skulderen på nogen, mens de var på Facebook.

»Det er jo ikke fordi, jeg ikke ved, hvad der sker i verden og lever i sådan en hel fjern galakse. For jeg følger jo også debatten om den hårde tone, der er derinde. Jeg tænker: 'Gud fri mig for at gå derind. Det er der jo ingen grund til',« siger han.

Melvin Kakooza, Cecilie Beck og Mikkel Beha Erichsen er værter ved 'De største øjeblikke' på TV 2 den 30. december.
Melvin Kakooza, Cecilie Beck og Mikkel Beha Erichsen er værter ved 'De største øjeblikke' på TV 2 den 30. december. Jens Nørgaard Larsen/Byrd

Beslutningen traf han for flere år siden, og dengang advarede folk ham om, at han ville gå glip af alverdens ting. 77 procent af danskerne er da også på Facebook.

»Jaja, så går jeg glip af noget. Så skal jeg nok være en gammel dinosaurus og melde mig ind. Men jeg er altså ikke gået glip af nogen fester endnu. Og jeg ved altså også godt, hvem der er statsminister, og jeg ved også godt, hvordan vejret bliver i morgen. Jeg er ikke gået glip af noget, og jeg sparer meget tid,« siger han.

Men betyder det så, at man aldrig kommer til at kunne kontakte den erfarne sejler på de sociale medier?

»Man ville være en dinosaurus, hvis man sagde: 'Det kommer jeg aldrig til'. Det er ikke sådan, jeg er. Men jeg har simpelthen ikke haft lysten. Den dag hvor der kommer en og siger: 'Se, hvad du er gået glip af herinde', så skal jeg nok melde mig,« siger han.

Desuden er der flere fordele ved at holde sig fra medierne.

»Jeg elsker at sidde på en havn. Så kan jeg kigge rundt og se folk på bænkene, eller folk der er ude og gå tur med deres hund. Og de går med deres telefoner. Der sker alt muligt! Og det er jeg den eneste, der opdager. Det er et privilegium. Prøv at se de to svaner, der kommer flyvende der! Der er ikke nogen, der opdager det, for de sidder allesammen med høretelefoner på. Jeg tænker: 'Hvor er jeg heldig, mand. Det var mig, der så det',« siger Mikkel Beha Erichsen til B.T.